(1)

Robuste tilsynsmæssige krav er en integreret del af de reguleringsvilkår, hvorpå finansieringsinstitutter leverer tjenesteydelser i Unionen. Investeringsselskaber er sammen med kreditinstitutter omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (5) for så vidt angår deres tilsynsmæssige behandling og tilsyn, samtidig med at deres tilladelse og andre krav til organisation og god forretningsskik er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (6).

(2)

De eksisterende tilsynsordninger i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU er i vid udstrækning baseret på successive versioner af internationale reguleringsmæssige standarder, som Baselkomitéen for Banktilsyn har fastsat for store bankkoncerner, og tager kun delvist højde for de specifikke risici, der er forbundet med de forskellige aktiviteter i et stort antal investeringsselskaber. De specifikke sårbarheder og risici, der er forbundet med disse investeringsselskaber, bør derfor behandles specifikt ved hjælp af passende og forholdsmæssige tilsynsordninger på EU-plan.

(3)

De risici, som investeringsselskaberne selv påtager sig og udgør for deres kunder og de større markeder, som de opererer på, afhænger af arten og omfanget af deres aktiviteter, herunder om investeringsselskaberne handler som agenter for deres kunder og ikke selv er part i transaktionerne, eller om de fungerer som hovedforpligtede i handlerne.

(4)

Forsvarlige tilsynsmæssige krav bør sikre, at investeringsselskaber forvaltes på en velordnet måde og i kundernes bedste interesse. De bør tage hensyn til investeringsselskabers og deres kunders muligheder for at indlade sig på overdreven risikotagning og de forskellige risikograder, som investeringsselskaber påtager sig og udgør. Sådanne tilsynsmæssige krav bør ligeledes sigte mod at undgå at pålægge investeringsselskaber uforholdsmæssige administrative byrder.

(5)

Mange af de tilsynsmæssige krav, der udspringer af rammen bestående af forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, er udformet med henblik på at adressere de fælles risici for kreditinstitutter. De eksisterende krav er således i vid udstrækning kalibreret til at bevare kreditinstitutters lånekapacitet under varierende økonomiske konjunkturer og til at beskytte indskydere og skatteydere mod potentielle sammenbrud og er ikke udformet med henblik på at tage højde for alle de forskellige risikoprofiler, som investeringsselskaber kan have. Investeringsselskaber har ikke store porteføljer af lån til privatkunder og erhvervskunder og modtager ikke indlån. Sandsynligheden for, at deres sammenbrud kan have en skadelig virkning for den overordnede finansielle stabilitet, er lavere end for kreditinstitutter. De risici, som de fleste investeringsselskaber står over for og selv udgør, er således væsentligt anderledes end de risici, som kreditinstitutter står over for og selv udgør, og sådanne forskelle bør afspejles tydeligt i Unionens tilsynsmæssige ramme.

(6)

De tilsynsmæssige krav i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU er baseret på kravene til kreditinstitutter. Investeringsselskaber, hvis tilladelses rækkevidde er begrænset til specifikke investeringsservices, som ikke er mål for de eksisterende tilsynsmæssige rammer, er omfattet af talrige undtagelser fra disse krav. Disse undtagelser er en anerkendelse af, at disse investeringsselskaber ikke påtager sig risici af samme art som kreditinstitutter. Investeringsselskaber, der udfører aktiviteter, som er mål for den nuværende tilsynsmæssige ramme, og som omfatter handel med finansielle instrumenter i et begrænset omfang, er underlagt de relevante krav i rammerne, hvad angår kapital, men har mulighed for undtagelser på andre områder, såsom likviditet, store eksponeringer og gearing. Investeringsselskaber, hvis tilladelses rækkevidde ikke er underlagt disse begrænsninger, er underlagt de samme tilsynsmæssige krav som kreditinstitutter.

(7)

Handlen med finansielle instrumenter, også i forbindelse med risikostyring, afdækning eller likviditetsstyring eller etablering af retningsbestemte positioner på værdien af instrumenterne over tid, er en aktivitet, som både kreditinstitutter og investeringsselskaber med tilladelse til handel for egen regning kan indgå i, og som allerede behandles i de tilsynsmæssige rammer under forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU. For at undgå ulige vilkår, der kan føre til regelarbitrage mellem kreditinstitutter og investeringsselskaber på dette område, bør de kapitalgrundlagskrav, som følger af disse regler, og som adresserer risikoen, derfor også fortsat finde anvendelse på disse investeringsselskaber. Disse investeringsselskabers eksponeringer mod deres handelsmodparter i specifikke transaktioner og de dertil hørende kapitalgrundlagskrav er også omfattet af reglerne og bør derfor også fortsat finde anvendelse på investeringsselskaber på en forenklet måde. Endelig er reglerne for store eksponeringer i den eksisterende tilsynsmæssige ramme også relevante, når disse investeringsselskabers handelseksponeringer mod specifikke modparter er særlig store og derved skaber en stærkt koncentreret potentiel risiko for et investeringsselskab i tilfælde af modpartens misligholdelse. Disse regler bør derfor også fortsat finde anvendelse på investeringsselskaber på en forenklet måde.

(8)

Forskelle i anvendelsen af de eksisterende tilsynsmæssige rammer i de forskellige medlemsstater bringer de lige vilkår for investeringsselskaber i Unionen i fare. Disse forskelle skyldes den generelle kompleksitet i anvendelsen af rammerne på forskellige investeringsselskaber på grundlag af de tjenester, som de yder, hvor nogle nationale myndigheder tilpasser eller strømliner denne anvendelse i national ret eller praksis. I betragtning af at de eksisterende tilsynsmæssige rammer ikke tager hensyn til alle de risici, som visse typer investeringsselskaber står over for og selv udgør, er der blevet anvendt store kapitaltillæg på visse investeringsselskaber i nogle medlemsstater. Der bør fastsættes ensartede bestemmelser vedrørende disse risici for at sikre et harmoniseret tilsyn med investeringsselskaber i hele Unionen.

(9)

Der er derfor behov for en særlig tilsynsordning for investeringsselskaber, som ikke er systemiske i kraft af deres størrelse og indbyrdes forbindelse med andre finansielle og økonomiske aktører. Systemiske investeringsselskaber bør dog fortsat være omfattet af de eksisterende tilsynsmæssige rammer under forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU. Disse investeringsselskaber er en undergruppe af investeringsselskaber, som rammerne i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU på nuværende tidspunkt finder anvendelse på, og de nyder ikke godt af særlige undtagelser fra de principielle krav heri. De største og mest indbyrdes forbundne investeringsselskaber har forretningsmodeller og risikoprofiler, der svarer til signifikante kreditinstitutters modeller og profiler. De leverer »banklignende« tjenesteydelser og påtager sig risici i betydeligt omfang. Desuden er systemiske investeringsselskaber så store og har forretningsmodeller og risikoprofiler af en sådan art, at de udgør en trussel mod stabile og velfungerende finansielle markeder på linje med store kreditinstitutter. Det er derfor hensigtsmæssigt, at disse investeringsselskaber fortsat er underlagt reglerne i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU.

(10)

Den særlige tilsynsordning for investeringsselskaber, som på grund af deres størrelse og indbyrdes forbindelse med andre finansielle og økonomiske aktører ikke anses for at være systemiske, bør behandle forskellige typer investeringsselskabers specifikke forretningspraksis. De investeringsselskaber, der har størst mulighed for at skabe risici for kunder, markeder eller investeringsselskabernes velordnede funktion, bør navnlig være underlagt klare og effektive tilsynsmæssige krav, der er tilpasset disse særlige risici. Disse tilsynsmæssige krav bør kalibreres på en måde, der står i et rimeligt forhold til typen af investeringsselskab, de bedste interesser hos denne type investeringsselskabs kunder og som fremmer den gnidningsløse og velordnede funktion af de markeder, hvorpå denne type investeringsselskab driver virksomhed. De bør afbøde identificerede risici og bidrage til at sikre, at et investeringsselskab, der går konkurs, kan afvikles på en velordnet måde med minimale afbrydelser af stabiliteten på de finansielle markeder.

(11)

Den ordning, der er fastsat i denne forordning, bør ikke berøre forpligtelserne for udpegede prisstillere på markedspladser, jf. direktiv 2014/65/EU, til at stille priser og være til stede på markedet på et kontinuerligt grundlag.

(12)

Tilsynsordningen for investeringsselskaber, som på grund af deres størrelse og indbyrdes forbindelse med andre finansielle og økonomiske aktører ikke anses for at være systemiske, bør finde anvendelse på hvert enkelt investeringsselskab på individuelt niveau. For at lette anvendelsen af de tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber i Unionen, som er en del af bankkoncerner, og med henblik på at undgå at forstyrre visse forretningsmodeller, hvis risici allerede er omfattet af tilsynsreglerne, bør investeringsselskaber dog have mulighed for at anvende kravene i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, hvor det er relevant, med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse, forudsat at deres beslutning om at gøre dette ikke skyldes regelarbitrage. Da de risici, som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber indgår, endvidere for det meste er begrænsede, bør de have lov til at benytte sig af en undtagelse fra de specifikke tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, hvis de er en del af en bank- eller investeringsselskabskoncern med hovedkvarter i en medlemsstat og er underlagt konsolideret tilsyn i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU eller i henhold til nærværende forordning og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 (7), alt efter hvad der er relevant, i samme medlemsstat, da disse tilsynsmæssige rammer bør være tilstrækkelige til at dække disse risici i sådanne tilfælde. For så vidt angår koncerner, som kun består af investeringsselskaber, eller hvor konsolidering i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 ikke finder anvendelse, bør moderselskabet i sådanne koncerner være forpligtet til at opfylde kravene i nærværende forordning på grundlag af koncernens konsoliderede situation for at afspejle den eksisterende behandling af koncerner af investeringsselskaber i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU. I stedet for tilsynsmæssig konsolidering kan de kompetente myndigheder alternativt give moderselskabet i en koncern, hvis en sådan investeringsselskabskoncern har en enklere struktur og risikoprofil, lov til at have tilstrækkelig kapital til at understøtte den bogførte værdi af selskabets kapitalandele i datterselskaberne. Hvis små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber er en del af en forsikringskoncern, bør de også have lov til at benytte sig af en undtagelse fra oplysningskravene.

(13)

For at gøre det muligt for investeringsselskaber fortsat at udnytte deres eksisterende kapitalgrundlag til at opfylde deres kapitalgrundlagskrav i henhold til den specifikke tilsynsmæssige ramme for investeringsselskaber bør definitionen og sammensætningen af kapitalgrundlaget bringes i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013. Dette indebærer fuldt fradrag af balanceførte poster fra kapitalgrundlaget i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013, såsom udskudte skatteaktiver og besiddelser af kapitalinstrumenter i andre enheder i den finansielle sektor. Investeringsselskaber bør imidlertid kunne undtage ikkevæsentlige besiddelser af kapitalinstrumenter i enheder i den finansielle sektor fra fradrag, hvis de besiddes med handel for øje, med henblik på at støtte market making i disse instrumenter. For at bringe sammensætningen af kapitalgrundlaget i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013 er de hertil svarende forhold mellem typerne af kapitalgrundlag blevet afspejlet i sammenhæng med nærværende forordning. For at sikre, at kravene står i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af investeringsselskabernes aktiviteter, og at de er lettilgængelige for investeringsselskaberne inden for denne forordning, bør Kommissionen foretage en revision af, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at fortsætte med at tilpasse definitionen og sammensætningen af kapitalgrundlaget til forordning (EU) nr. 575/2013.

(14)

For at sikre, at investeringsselskaber altid drives på grundlag af det kapitalgrundlagsniveau, der er nødvendigt for deres tilladelse, bør alle investeringsselskaber til enhver tid opfylde et permanent minimumskapitalkrav svarende til den krævede startkapital for tilladelse til at udføre de relevante investeringsservices i overensstemmelse med direktiv (EU) 2019/2034.

(15)

Med henblik på at sikre en enkel anvendelse af minimumskapitalgrundlagskravet for små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber bør de råde over kapitalgrundlag svarende til den højeste værdi af følgende: deres permanente minimumskapitalkrav eller en fjerdedel af deres faste omkostninger målt på grundlag af deres aktiviteter i det foregående år. Små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber, der foretrækker at udvise yderligere forsigtighed og undgå grænseeffekter (»cliff effects«) i tilfælde af omklassificering, bør ikke forhindres i at have et kapitalgrundlag, som overstiger det, der kræves i denne forordning, eller træffe foranstaltninger, som er strengere end dem, der kræves heri.

(16)

For at tage højde for de højere risici for investeringsselskaber, som hverken er små eller ikke indbyrdes forbundne, bør minimumskapitalgrundlagskravet for sådanne selskaber være den højeste af følgende værdier: deres permanente minimumskapitalkrav, en fjerdedel af deres faste omkostninger det foregående år eller summen af kravene til dem i henhold til den række af risikofaktorer, der er tilpasset til investeringsselskaber (»K-faktorer«), og som fastsætter kapitalgrundlagskravet i forhold til risici på investeringsselskabers specifikke forretningsområder.

(17)

Investeringsselskaber bør anses for at være små og ikke indbyrdes forbundne ved anvendelsen af de særlige tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, når de ikke yder investeringsservice, som indebærer en høj risiko for kunder, markeder eller selskaberne selv, og når deres størrelse betyder, at det er mindre sandsynligt, at de medfører omfattende negative virkninger for kunder og markeder, hvis de risici, der er forbundet med deres virksomhed, opstår, eller hvis de går konkurs. Derfor bør små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber defineres som de selskaber, der ikke handler for egen regning eller påtager sig risiko fra handel med finansielle instrumenter, der ikke opbevarer kunders aktiver eller penge, der har aktiver under både skønsmæssig porteføljepleje og ikkeskønsmæssig investeringsrådgivning på mindre end 1,2 mia. EUR, der behandler kundeordrer i kontanthandler til en værdi af mindre end 100 mio. EUR om dagen eller kundeordrer i derivater til en værdi af mindre end 1 mia. EUR om dagen, og som har en balance på mindre end 100 mio. EUR inklusive ikkebalanceførte poster og samlede årlige bruttoindtægter fra investeringsservice på mindre end 30 mio. EUR.

(18)

For at forebygge regelarbitrage og mindske investeringsselskabers incitamenter til at omstrukturere deres aktiviteter for at undgå at overskride de tærskler, hvorover de ikke betragtes som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber, bør tærsklerne for aktiver under forvaltning, kundeordrer, der behandles, balancens størrelse og samlede årlige bruttoindtægter anvendes på et samlet grundlag for alle investeringsselskaber, som er en del af den samme koncern. De øvrige betingelser, nemlig hvorvidt et investeringsselskab opbevarer kunders penge, administrerer eller beskytter kundeaktiver eller handler med finansielle instrumenter og påtager sig markeds- eller modpartsrisiko, er binære og giver ikke mulighed for en sådan omstrukturering og bør derfor vurderes individuelt. For løbende at tage højde for nye forretningsmodeller og de risici, de udgør, bør disse betingelser og tærskler vurderes på grundlag af en daglig slutværdi, med undtagelse af opbevaring af kunders penge, som bør vurderes på intradagbasis, og balancesum og samlede årlige bruttoindtægter, som bør vurderes på grundlag af investeringsselskabets situation ved udgangen af det foregående regnskabsår.

(19)

Et investeringsselskab, der overskrider de lovbestemte tærskler eller ikke opfylder de øvrige betingelser, bør ikke betragtes som et lille og ikke indbyrdes forbundet selskab, og bør være omfattet af kravene til andre investeringsselskaber med forbehold af de overgangsbestemmelser, der er fastsat i denne forordning. Dette bør tilskynde investeringsselskaber til at planlægge deres forretningsaktiviteter, så de klart kan betragtes som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber. For et investeringsselskab, som ikke opfylder kravene for at blive betragtet som et lille og ikke indbyrdes forbundet selskab og således få en sådan behandling, bør der fastsættes en overvågningsfase, hvor investeringsselskabet skal opfylde betingelserne og forblive under de relevante tærskler i mindst seks på hinanden følgende måneder.

(20)

Alle investeringsselskaber bør beregne deres kapitalgrundlagskrav ved henvisning til en række K-faktorer, som tager højde for kunderisiko (Risk-To-Client (»RtC«)), markedsrisiko (Risk-to-Market (»RtM«)) og selskabsrisiko (Risk-to-Firm (»RtF«)). K-faktorerne under RtC tager højde for kunders aktiver under forvaltning og løbende rådgivning (K-AUM), kunders penge, der opbevares (K-CMH), aktiver, der beskyttes og administreres (K-ASA), og kundeordrer, der behandles (K-COH).

(21)

K-faktoren under RtM tager højde for nettopositionsrisikoen (K-NPR) i overensstemmelse med bestemmelserne om markedsrisiko i forordning (EU) nr. 575/2013, eller, hvor det er tilladt af den kompetente myndighed for bestemte typer af investeringsselskaber, der handler for egen regning gennem clearingmedlemmer, på grundlag af de samlede margener, der kræves af et investeringsselskabs clearingmedlem (K-CMG). Investeringsselskaber bør have mulighed for at anvende K-NPR og K-CMG samtidigt på porteføljebasis.

(22)

K-faktorerne under RtF tager højde for et investeringsselskabs eksponering for deres handelsmodparters misligholdelse (K-TCD) i overensstemmelse med de forenklede bestemmelser vedrørende modpartskreditrisiko, der bygger på forordning (EU) nr. 575/2013, koncentrationsrisiko i et investeringsselskabs store eksponeringer mod specifikke modparter, der bygger på nævnte forordnings bestemmelser gældende for store eksponeringer i handelsbeholdningen (K-CON), og operationelle risici hidrørende fra et investeringsselskabs daglige handelsstrøm (K-DTF).

(23)

Det samlede kapitalgrundlagskrav under K-faktorerne er summen af krav i henhold til K-faktorerne under RtC, RtM og RtF. K-AUM, K-ASA, K-CMH, K-COH og K-DTF vedrører omfanget af de aktiviteter, som hver enkelt K-faktor henviser til. Omfanget for K-CMH, K-ASA og K-DTF beregnes på grundlag af et rullende gennemsnit af de foregående ni måneder. Omfanget for K-COH beregnes på grundlag af et rullende gennemsnit af de foregående seks måneder, mens det for K-AUM er baseret på de foregående 15 måneder. Omfanget multipliceres med de relevante koefficienter i denne forordning for at fastsætte kapitalgrundlagskravet. Kapitalgrundlagskravene for K-NPR afledes af forordning (EU) nr. 575/2013, mens der i forbindelse med kapitalgrundlagskravene for K-CON og K-TCD bruges en forenklet anvendelse af de tilsvarende krav i nævnte forordning for henholdsvis behandling af store eksponeringer i handelsbeholdningen og modpartskreditrisiko. K-faktoren er nul, hvis et investeringsselskab ikke udfører den pågældende aktivitet.

(24)

K-faktorerne under RtC er tilnærmede værdier, der dækker de af investeringsselskabernes forretningsområder, som sandsynligvis vil kunne skade kunderne i tilfælde af problemer. K-AUM tager højde for risikoen for, at kunderne lider skade som følge af en fejlagtig skønsmæssig forvaltning af kundeporteføljer eller dårlig ordreudførelse og giver tryghed og fordele for kunderne i henseende til driftskontinuiteten for igangværende porteføljepleje og investeringsrådgivning. K-ASA tager højde for risikoen i forbindelse med beskyttelse og administration af kunders aktiver og sikrer, at et investeringsselskab råder over kapital i et rimeligt forhold til disse beholdninger, uanset om de føres på dets egen balance eller på tredjepartskonti. K-CMH tager højde for risikoen for potentiel skade, når et investeringsselskab opbevarer sine kunders penge, under hensyntagen til, om de føres på dets egen balance eller på tredjepartskonti, og ordninger i henhold til gældende national lovgivning fastsætter, at kunders penge er beskyttet i tilfælde af konkurs, insolvens eller, at der indledes afvikling eller administration af et investeringsselskab. K-CMH omfatter ikke kunders penge, der er indsat på en bankkonto (i en depotbank) i kundens eget navn, hvis investeringsselskabet har adgang til kunders penge via en tredjemandsfuldmagt. K-COH tager højde for den potentielle risiko for kunderne i forbindelse med et investeringsselskab, der udfører ordrer (i kundens navn og ikke i investeringsselskabets eget navn), f.eks. inden for rammerne af »bedste udførelse af ordrer«-tjenester (»execution-only-services«) for kunder, eller når et investeringsselskab indgår i en kæde af kundeordrer.

(25)

K-faktoren for RtM for investeringsselskaber, der handler for egen regning, er baseret på reglerne for markedsrisiko i relation til positioner i finansielle instrumenter, i fremmed valuta og i råvarer i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013. Dette gør det muligt for investeringsselskaber at vælge at anvende enten standardmetoden, den alternative standardmetode i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 eller at anvende interne modeller, når sidstnævnte to metoder ikke kun kommer til at gælde for kreditinstitutter med henblik på indberetning, men også med henblik på kapitalgrundlagskrav. I mellemtiden og mindst i fem år efter datoen for denne forordnings anvendelse bør investeringsselskaber anvende markedsrisikorammen (standardmetoden eller i givet fald interne modeller) i forordning (EU) nr. 575/2013 til beregning af deres K-NPR. Hvis bestemmelserne i tredje del, afsnit IV, kapitel 1a og 1b, i forordning (EU) nr. 575/2013, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/876 (8), ikke kommer til at gælde for kreditinstitutter i forbindelse med kapitalgrundlagskrav, bør investeringsselskaber fortsat anvende kravene i tredje del, afsnit IV, i forordning (EU) nr. 575/2013 til beregning af K-NPR. Alternativt kan kapitalgrundlagskravet til investeringsselskaber med positioner, som er underlagt clearing, med forbehold af den kompetente myndigheds godkendelse og på visse betingelser, være lig med størrelsen af de samlede margener, der kræves af deres clearingmedlem, ganget med en fast multiplikator.Anvendelsen af K-CMG bør primært bygge på et investeringsselskabs handelsaktiviteter, der helt eller i væsentlig grad falder ind under denne metode. Et investeringsselskabs kompetente myndighed kan imidlertid også tillade, at investeringsselskabet gør delvis brug af K-CMG-metoden, forudsat at denne metode anvendes på alle positioner, der er underlagt clearing eller margenberegning, og en af de tre alternative K-NPR-metoder anvendes på porteføljer, der ikke er underlagt clearing. For at sikre, at kravene står i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af investeringsselskabernes aktiviteter, og at de er lettilgængelige for investeringsselskaberne inden for denne forordning, bør en eventuel revision, som efterfølgende foretages vedrørende anvendelsen af metoderne til beregning af K-faktorer, omfatte hensigtsmæssigheden i at fortsætte med at tilpasse beregningen af K-NPR til reglerne om markedsrisiko for handelsbeholdningspositioner i finansielle instrumenter, i udenlandsk valuta og i råvarer i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013.

(26)

For investeringsselskaber, der handler for egen regning, udgør K-faktorerne for K-TCD og K-CON under RtF en forenklet anvendelse af reglerne i forordning (EU) nr. 575/2013 om henholdsvis modpartskreditrisiko og risiko i forbindelse med store eksponeringer. K-TCD tager højde for risikoen for et investeringsselskab fra modparter til over the counter-derivater (OTC-derivater), genkøbstransaktioner, transaktioner vedrørende udlån eller lån af værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid, margenlån, eventuelle andre værdipapirfinansieringstransaktioner samt fra modtagere af lån, der er ydet af investeringsselskabet som en accessorisk aktivitet som led i en investeringsservice, der undlader at opfylde deres forpligtelser, ved at gange værdien af eksponeringerne baseret på genanskaffelsesomkostninger og et tillæg for potentiel fremtidig eksponering med risikofaktorer baseret på forordning (EU) nr. 575/2013 under hensyntagen til de begrænsende virkninger af effektiv netting og udveksling af sikkerhedsstillelse. For yderligere at tilpasse behandlingen af modpartskreditrisiko til forordning (EU) nr. 575/2013 bør desuden tilføjes en fast multiplikator på 1,2 og en multiplikator for kreditværdijustering (CVA) for at afspejle den aktuelle markedsværdi af modpartskreditrisikoen for investeringsselskabet i specifikke transaktioner. K-CON tager højde for koncentrationsrisikoen i forbindelse med individuelle eller snævert forbundne modparter i den private sektor, med hvem selskaberne har eksponeringer, der udgør over 25 % af deres kapitalgrundlag, eller specifikke alternative tærskler i relation til kreditinstitutter eller andre investeringsselskaber ved at pålægge et kapitaltillæg i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013 for eksponeringer, der ligger over disse grænser. Endelig tager K-DTF højde for de operationelle risici for et investeringsselskab i store mængder af handler indgået for egen regning eller for kunder i eget navn på én dag, som vil kunne opstå som følge af mangelfulde eller svigtende interne procedurer, menneskelige fejl og systemfejl eller som følge af eksterne hændelser, baseret på den nominelle værdi af daglige handler og justeret for rentederivaters løbetid med henblik på at begrænse stigninger i kapitalgrundlagskrav, navnlig for kortfristede kontrakter, hvor de opfattede operationelle risici er lavere.

(27)

Alle investeringsselskaber bør overvåge og kontrollere deres koncentrationsrisiko, herunder med hensyn til deres kunder. Kun investeringsselskaber, som er underlagt et minimumskapitalgrundlagskrav under K-faktorerne, bør imidlertid indberette deres koncentrationsrisici til de kompetente myndigheder. For investeringsselskaber, der har specialiseret sig i råvarederivater eller emissionskvoter eller derivater heraf med store koncentrerede eksponeringer mod ikkefinansielle modparter, kan grænserne for koncentrationsrisiko overskrides uden yderligere kapital under K-CON, så længe de tjener forretningsmæssige, likviditetsfinansierings- eller risikostyringsformål.

(28)

Alle investeringsselskaber bør have interne procedurer til overvågning og styring af deres likviditetskrav. Disse procedurer tilsigter at bidrage til at sikre, at investeringsselskaber kan fungere på en velordnet måde over tid, uden behov for at hensætte likviditet specifikt til stresssituationer. Med henblik herpå bør alle investeringsselskaber til enhver tid have mindst en tredjedel af deres krav vedrørende faste omkostninger i likvide aktiver. De kompetente myndigheder bør dog kunne fritage små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fra dette krav. Disse likvide aktiver bør være af høj kvalitet og være i overensstemmelse med dem, der er opført i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/61 (9), sammen med de haircuts, der gælder for disse aktiver i henhold til nævnte delegerede forordning. For at tage hensyn til forskellen i likviditetsprofiler mellem investeringsselskaber og kreditinstitutter bør listen over relevante likvide aktiver suppleres med investeringsselskabets egne ubehæftede kontanter og kortfristede indskud (der ikke bør omfatte kunders penge eller finansielle instrumenter tilhørende kunder) samt visse finansielle instrumenter, for hvilke der findes et likvidt marked. Hvis de ikke er fritaget fra likviditetskrav, kan må og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber samt investeringsselskaber, der ikke har tilladelse til at udføre handels- eller afsætningsgarantiaktiviteter, desuden medtage poster relateret til tilgodehavender fra handelsdebitorer og gebyrer eller provisioner, der forfalder inden for 30 dage, som likvide aktiver, forudsat at disse poster ikke overstiger en tredjedel af minimumslikviditetskravet, at de ikke tæller i forbindelse med yderligere likviditetskrav, som er pålagt af den kompetente myndighed, og at de er underlagt et haircut på 50 %.I ekstraordinære tilfælde bør det være tilladt for investeringsselskaber at gå under den krævede tærskel ved at omsætte deres likvide aktiver til penge for at dække likviditetskrav, forudsat at de straks underretter deres kompetente myndighed. Alle finansielle garantier, der ydes til kunder, og som kan give anledning til et øget likviditetsbehov, hvis de udnyttes, bør reducere mængden af til rådighed værende likvide aktiver med mindst 1,6 % af den samlede værdi af sådanne garantier. For at sikre, at kravene står i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af investeringsselskabernes aktiviteter, og at de er lettilgængelige for investeringsselskaberne inden for denne forordnings anvendelsesområde, bør der efterfølgende foretages en revision vedrørende hensigtsmæssigheden af likvide aktiver, som kan anvendes til at opfylde minimumslikviditetskravet, herunder fortsat tilpasning til dem, der er opført i delegeret forordning (EU) 2015/61, sammen med de haircuts, der gælder for disse aktiver i henhold til nævnte delegerede forordning.

(29)

Et forholdsmæssigt tilsvarende sæt reguleringsmæssige rammer for lovpligtig indberetning bør udarbejdes i forbindelse med den nye tilsynsordning og bør omhyggeligt tilpasses til investeringsselskabers aktiviteter og de tilsynsmæssige rammers krav. Indberetningskravene for investeringsselskaber bør vedrøre omfanget og sammensætningen af deres kapitalgrundlag, deres kapitalgrundlagskrav, grundlaget for beregningen af deres kapitalgrundlagskrav, deres aktivitetsprofil og -omfang set i forhold til parametrene for at betragte investeringsselskaber som små og ikke indbyrdes forbundne, deres likviditetskrav og deres overholdelse af bestemmelserne om koncentrationsrisiko. Små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber bør fritages for indberetning vedrørende koncentrationsrisiko og bør kun være forpligtede til at indberette om likviditetskrav, når sådanne krav gælder for dem. Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (10) (EBA), bør udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på yderligere at præcisere de detaljerede modeller og ordninger for denne lovpligtige indberetning og at fastsætte modeller for offentliggørelse af oplysninger om kapitelgrundlag. Disse standarder bør stå i et rimeligt forhold til størrelsen og kompleksiteten af forskellige investeringsselskaber og bør navnlig tage hensyn til, om investeringsselskaberne anses for at være små og ikke indbyrdes forbundne.

(30)

For at sikre gennemsigtighed for investorerne og de større markeder bør investeringsselskaber, som ikke anses for at være små og ikke indbyrdes forbundne, offentliggøre deres kapitalgrundlagsniveauer, kapitalgrundlagskrav, ledelsesordninger samt aflønningspolitikker og ‐praksis. Små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber bør ikke være underlagt offentliggørelseskrav, undtagen når de udsteder hybride kernekapitalinstrumenter, for at sikre gennemsigtighed for investorerne i disse instrumenter.

(31)

Investeringsselskaber bør anvende kønsneutrale aflønningspolitikker i overensstemmelse med princippet i artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Der bør foretages visse præciseringer vedrørende aflønningsoplysninger. Oplysningskravene vedrørende aflønning i denne forordning bør være forenelige med aflønningsreglernes formål, nemlig for kategorier af medarbejdere, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på investeringsselskabers risikoprofil, at fastlægge og opretholde aflønningspolitikker og ‐praksis, der er i overensstemmelse med en effektiv risikostyring. Investeringsselskaber, som er omfattet af en undtagelse fra visse aflønningsbestemmelser, bør desuden have pligt til at fremlægge oplysninger om den pågældende undtagelse.

(32)

For at muliggøre en smidig overgang for investeringsselskaber fra kravene i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU til kravene i henhold til nærværende forordning og direktiv (EU) 2019/2034 bør der fastsættes passende overgangsforanstaltninger. I en periode på fem år fra datoen for anvendelse af denne forordning bør investeringsselskaber, hvis kapitalgrundlagskrav i henhold til denne forordning vil blive mere end fordoblet i forhold til deres kapitalgrundlagskrav i medfør af forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, navnlig kunne afbøde virkningerne af eventuelle stigninger ved at begrænse kapitalgrundlagskravet til to gange deres relevante kapitalgrundlagskrav i medfør af forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU.

(33)

For ikke at stille nye investeringsselskaber med omtrent samme profiler som eksisterende investeringsselskaber ugunstigt bør investeringsselskaber, som aldrig har været underlagt kapitalgrundlagskrav i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, kunne begrænse deres kapitalgrundlagskrav i henhold til nærværende forordning til to gange deres krav vedrørende faste omkostninger i en periode på fem år fra datoen for anvendelsen af nærværende forordning.

(34)

Ligeledes bør investeringsselskaber, der kun har været underlagt et krav om startkapital i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, og for hvilke kapitalgrundlagskravene i henhold til nærværende forordning vil blive mere end fordoblet i forhold til deres situation i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, kunne begrænse deres kapitalgrundlagskrav i henhold til nærværende forordning til to gange deres startkapitalkrav i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU i en periode på fem år fra datoen for anvendelse af nærværende forordning, med undtagelse af lokale firmaer, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 2), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013, som ændret ved forordning (EU) 2019/876, som bør være underlagt et specifikt overgangskapitalgrundlagskrav, der afspejler deres større risikoniveau. Med henblik på proportionalitet bør specifikke overgangskapitalgrundlagskrav også fastsættes for mindre investeringsselskaber og investeringsselskaber, der yder et begrænset udvalg af investeringsservices, hvis de ikke er omfattet af en begrænsning af kapitelgrundlagskravene i henhold til nærværende forordning til to gange deres startkapitalkrav i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/630 (11), og direktiv 2013/36/EU, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878 (12), men hvis bindende kapitalgrundlagskrav i henhold til nærværende forordning vil stige i forhold til deres situation i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013, som ændret ved forordning (EU) 2019/630.

(35)

Disse overgangsforanstaltninger bør, hvor det er relevant, også være tilgængelige for investeringsselskaber, der er omhandlet i artikel 498 forordning (EU) nr. 575/2013, der undtager disse investeringsselskaber fra kapitalgrundlagskravene i henhold til nævnte forordning, mens kravene til startkapital for disse investeringsselskaber afhænger af den investeringsservice eller de investeringsaktiviteter, de leverer. I en periode på fem år fra datoen for anvendelsen af denne forordning bør deres kapitalgrundlagskrav i henhold til overgangsbestemmelserne i denne forordning beregnes på grundlag af disse gældende niveauer.

(36)

I en periode på fem år fra datoen for anvendelse af denne forordning eller indtil datoen for anvendelse af de vedtagne ændringer til forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU for så vidt angår kapitalgrundlagskrav for markedsrisici i henhold til tredje del, afsnit IV, kapitel 1a og 1b, i forordning (EU) nr. 575/2013, som ændret ved forordning (EU) 2019/876, alt efter hvad der er senest, bør investeringsselskaber, der er omfattet af de tilsvarende bestemmelser i nærværende forordning, fortsætte med at beregne deres kapitalgrundlagskrav for handelsbeholdningen i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013, som ændret ved forordning (EU) 2019/630.

(37)

De største investeringsselskaber, der leverer vigtige engrosmarkeds- og investeringsbanktjenesteydelser (handler for egen regning med finansielle instrumenter eller yder afsætningsgaranti for finansielle instrumenter eller placerer finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse), har forretningsmodeller og risikoprofiler, der svarer til signifikante kreditinstitutters modeller og profiler. Deres aktiviteter eksponerer dem mod kreditrisiko, hovedsageligt i form af modpartskreditrisiko, samt mod markedsrisiko for positioner, som de tager for egen regning, uanset om det er for deres kunder eller ej. De udgør som sådan en risiko for den finansielle stabilitet på grund af deres størrelse og systemiske betydning.

(38)

Disse store investeringsselskaber udgør yderligere en udfordring for de nationale kompetente myndigheders effektive tilsyn. Selv om de største investeringsselskaber leverer grænseoverskridende investeringsbanktjenesteydelser i større målestok, er de som investeringsselskaber underlagt tilsyn af de myndigheder, der er udpeget i henhold til direktiv 2014/65/EU, og som ikke nødvendigvis er de samme som dem, der er udpeget i henhold til direktiv 2013/36/EU. Dette kan resultere i ulige vilkår i forbindelse med anvendelsen af forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU i Unionen og forhindrer tilsynsførende i at opnå et samlet tilsynsmæssigt perspektiv, som er afgørende for effektivt at imødegå de risici, der er forbundet med store grænseoverskridende investeringsselskaber. Som følge heraf kan tilsynet blive mindre effektivt, og konkurrencen inden for Unionen kan også blive fordrejet. De største investeringsselskaber bør derfor have status som kreditinstitutter, således at der skabes synergieffekter for så vidt angår tilsynet med grænseoverskridende engrosmarkedsaktiviteter i en peergruppe, hvilket fremmer lige vilkår og giver mulighed for konsekvent tilsyn på tværs af koncerner.

(39)

Disse investeringsselskaber bør i kraft af, at de bliver kreditinstitutter, fortsat være underlagt forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU og tilsyn af de kompetente myndigheder med ansvar for kreditinstitutter, herunder af Den Europæiske Centralbank inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme. Dette vil sikre, at tilsynet med kreditinstitutter gennemføres på en konsekvent og effektiv måde, og at det fælles regelsæt for finansielle tjenesteydelser anvendes på en ensartet måde på alle kreditinstitutter på baggrund af deres systemiske betydning. For at forebygge regelarbitrage og reducere risikoen for omgåelse bør de kompetente myndigheder tilstræbe at undgå situationer, hvor potentielt systemiske koncerner strukturerer deres aktiviteter på en sådan måde, at de ikke overskrider tærsklerne i artikel 4, stk. 1), nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 og omgår forpligtelsen til at søge om tilladelse som kreditinstitutter i medfør af artikel 8a i direktiv 2013/36/EU.

(40)

Store investeringsselskaber, der omdannes til kreditinstitutter, bør først have mulighed for at tage imod indskud eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden og yde lån for egen regning, når de har fået tilladelse til disse aktiviteter i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU. Udførelse af alle sådanne aktiviteter, herunder modtagelse af indskud eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden og ydelse af lån for egen regning, bør ikke være et nødvendigt krav for, at virksomheder betragtes som kreditinstitutter. Den ændring i definitionen af kreditinstitut, der indføres ved denne forordning, bør derfor ikke berøre de nationale tilladelsesordninger, som gennemføres af medlemsstaterne i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU og (EU) 2019/2034, herunder eventuelle bestemmelser, som medlemsstaterne måtte finde hensigtsmæssige for at præcisere, hvilke aktiviteter store investeringsselskaber, der falder ind under den ændrede definition af kreditinstitutter, kan påbegynde.

(41)

Tilsynet med kreditinstitutter på konsolideret niveau sigter desuden bl.a. mod at sikre det finansielle systems stabilitet og bør for at være effektivt finde anvendelse på alle koncerner, herunder også dem, hvis moderselskaber ikke er kreditinstitutter eller investeringsselskaber. Derfor bør alle kreditinstitutter, herunder dem, som tidligere havde status som investeringsselskaber, være underlagt reglerne om de kompetente myndigheders individuelle og konsoliderede tilsyn med moderselskabet i henhold til afsnit VII, kapitel 3, afdeling I, i direktiv 2013/36/EU.

(42)

Desuden er det muligt, at store investeringsselskaber, som ikke har systemisk betydning, men som handler for egen regning, yder afsætningsgaranti for finansielle instrumenter eller placerer finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse, har forretningsmodeller og risikoprofiler, der svarer til andre systemiske institutters modeller og profiler. På grund af deres størrelse og aktiviteter er det muligt, at sådanne investeringsselskaber udgør en vis risiko for den finansielle stabilitet, og selv om deres omdannelse til kreditinstitutter ikke anses for hensigtsmæssig i lyset af deres art og kompleksitet, bør de fortsat være underlagt samme tilsynsmæssige behandling som kreditinstitutter. For at forebygge regelarbitrage og begrænse risikoen for omgåelse bør de kompetente myndigheder også bestræbe sig på at undgå situationer, hvor investeringsselskaber strukturerer deres aktiviteter på en sådan måde, at de ikke overstiger tærsklen på 15 mia. EUR, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, i denne forordning, eller på urimelig vis at begrænse deres skønsbeføjelser til at lade dem være omfattet af kravene i forordning (EU) nr. 575/2013 og opfyldelse af de tilsynsmæssige krav i direktiv 2013/36/EU i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv (EU) 2019/2034.

(43)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 (13) blev der indført en harmoniseret ordning for adgang for tredjelandsselskaber, der yder investeringsservice eller udfører investeringsaktiviteter til godkendte modparter og professionelle kunder, som er etableret i Unionen. Adgang til det indre marked er betinget af, at Kommissionen vedtager en ækvivalensafgørelse, og at Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (14) (ESMA), registrerer tredjelandsselskabet. Det er vigtigt, at vurderingen af ækvivalens foretages på grundlag af den relevante gældende EU-ret, og at der findes effektive værktøjer til overvågning af betingelserne for indrømmelse af ækvivalens. Af disse grunde bør registrerede tredjelandsselskaber årligt til ESMA indberette oplysninger om størrelsen og omfanget af den service, der ydes, og de aktiviteter, der udføres, i Unionen. Tilsynssamarbejdet i forbindelse med overvågning, håndhævelse og opfyldelse af ækvivalensbetingelserne bør også forbedres.

(44)

For at sikre lige vilkår og fremme gennemsigtighed på EU-markedet bør forordning (EU) nr. 600/2014 ændres, så systematiske internalisatorers prisstillelser, prisforbedringer og udførelsespriser bliver omfattet af tick size-ordningen ved handler i alle størrelser. Derfor bør de gældende reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende tick size-ordningen også finde anvendelse på det udvidede anvendelsesområde af forordning (EU) nr. 600/2014.

(45)

For at sikre investorbeskyttelse og integriteten og stabiliteten af de finansielle markeder i Unionen bør Kommissionen, når den vedtager en ækvivalensafgørelse, tage hensyn til de potentielle risici ved de services og aktiviteter, som selskaber fra det pågældende tredjeland udfører i Unionen i medfør af nævnte afgørelse. Deres systemiske betydning bør overvejes på grundlag af kriterier som f.eks. den sandsynlige størrelse og det sandsynlige omfang af leveringen af service og aktiviteter gennem selskaber fra det pågældende tredjeland. Med samme formål bør Kommissionen have mulighed for at tage hensyn til, om tredjelandet er udpeget som en ikkesamarbejdsvillig skattejurisdiktion i henhold til den relevante EU-politik eller som et højrisikotredjeland i henhold til artikel 9, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (15). Kommissionen bør kun anse specifikke tilsynsmæssige eller organisatoriske krav eller krav vedrørende god forretningsskik som ækvivalente, hvis den samme virkning opnås. Desuden bør Kommissionen, hvis det er relevant, have mulighed for at vedtage ækvivalensafgørelser, der er begrænset til bestemte services og aktiviteter eller kategorier af services og aktiviteter, der er anført i afsnit A i bilag I til direktiv 2014/65/EU.

(46)

EBA har i samarbejde med ESMA udarbejdet en rapport, som er baseret på en grundig baggrundsanalyse, dataindsamling og høringer om en skræddersyet tilsynsordning for alle ikke systemiske investeringsselskaber, og som fungerer som grundlag for de reviderede tilsynsmæssige rammer for investeringsselskaber.

(47)

For at sikre en harmoniseret anvendelse af denne forordning bør EBA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer omfanget af og metoderne til tilsynsmæssig konsolidering af investeringsselskabskoncerner, beregningen af faste omkostninger, måling af K-faktorerne, præciserer begrebet adskilte konti for så vidt angår kunders penge, justerer K-DTF-koefficienter i tilfælde af stressede markedsvilkår, beregningen til fastlæggelse af kapitalgrundlagskrav svarende til den samlede margen, der kræves af clearingmedlemmer, de modeller til offentliggørelser, herunder for så vidt angår investeringsselskabers investeringspolitik, og lovpligtig indberetning, som kræves i henhold til denne forordning, og de oplysninger der skal gives til de kompetente myndigheder vedrørende tærsklerne for at kræve tilladelse om et kreditinstitut. Kommissionen bør tillægges beføjelse til at supplere denne forordning ved at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, som EBA udarbejder, ved delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010. Kommissionen og EBA bør sikre, at disse standarder kan anvendes af alle de berørte investeringsselskaber på en måde, som står i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de pågældende investeringsselskaber og deres virksomhed.

(48)

Kommissionen bør også tillægges beføjelse til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EBA og af ESMA ved gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 291 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010 og artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

(49)

For at sikre ensartet anvendelse af denne forordning og for at tage hensyn til udviklingen på de finansielle markeder bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for så vidt angår supplering af denne forordning ved præcisering af definitionerne i denne forordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (16). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(50)

For at garantere retssikkerheden og undgå overlapninger mellem den nuværende tilsynsmæssige ramme, som finder anvendelse på både kreditinstitutter og investeringsselskaber, og denne forordning bør forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU ændres for at lade investeringsselskaber udgå af deres anvendelsesområde. Investeringsselskaber, som er en del af en bankkoncern, bør dog fortsat være underlagt de bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, som er relevante for bankkoncernen, f.eks. bestemmelserne om mellemliggende moderselskab i Unionen som omhandlet i artikel 21b i direktiv 2013/36/EU, og de bestemmelser om tilsynsmæssig konsolidering, der er fastsat i første del, afsnit II, kapitel 2, i forordning (EU) nr. 575/2013.

(51)

Målet for denne forordning, nemlig at oprette en effektiv og forholdsmæssig tilsynsramme for at sikre, at investeringsselskaber, som har tilladelse til at drive virksomhed i Unionen, kan fungere på et robust finansielt grundlag og ledes på en velordnet måde, herunder, hvor det er relevant, i deres kunders bedste interesse, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

(1)

Et solidt tilsyn er en integreret del af de reguleringsvilkår, hvorpå finansieringsinstitutter leverer tjenesteydelser i Unionen. Investeringsselskaber er sammen med kreditinstitutter omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (5) for så vidt angår deres tilsynsmæssige behandling og tilsyn, samtidig med at deres tilladelse og andre krav til organisation og god forretningsskik er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (6).

(2)

De eksisterende tilsynsordninger i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU er i vid udstrækning baseret på successive versioner af internationale reguleringsmæssige standarder, som Baselkomitéen for Banktilsyn har fastsat for store bankkoncerner, og tager kun delvist højde for de specifikke risici, der er forbundet med de forskellige aktiviteter i et stort antal investeringsselskaber. De specifikke sårbarheder og risici, der er forbundet med disse investeringsselskaber, bør derfor behandles yderligere ved hjælp af effektive, passende og forholdsmæssige tilsynsordninger på EU-plan, som bidrager til at skabe lige vilkår i hele Unionen, som sikrer et effektivt tilsyn, samtidig med at overholdelsesomkostningerne holdes nede, og som sikrer tilstrækkelig kapital til investeringsselskabers risici.

(3)

Et forsvarligt tilsyn bør sikre, at investeringsselskaber forvaltes på en velordnet måde og i kundernes bedste interesse. Det bør tage hensyn til investeringsselskabers og deres kunders muligheder for at indlade sig på overdreven risikotagning og de forskellige risikograder, som investeringsselskaber påtager sig og udgør. Et sådant tilsyn bør ligeledes sigte mod at undgå at pålægge investeringsselskaber uforholdsmæssige administrative byrder. Samtidig bør et sådant tilsyn gøre det muligt at finde en balance mellem at sikre investeringsselskabers sikkerhed og soliditet og at undgå for store omkostninger, der kan underminere levedygtigheden af deres forretningsaktiviteter.

(4)

Mange af de krav, der udspringer af rammen bestående af forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, er udformet med henblik på at adressere de fælles risici for kreditinstitutter. De eksisterende krav er således i vid udstrækning kalibreret til at bevare kreditinstitutters lånekapacitet under varierende økonomiske konjunkturer og til at beskytte indskydere og skatteydere mod potentielle sammenbrud og er ikke udformet med henblik på at tage højde for alle de forskellige risikoprofiler, som investeringsselskaber kan have. Investeringsselskaber har ikke store porteføljer af lån til privatkunder og erhvervskunder og modtager ikke indlån. Sandsynligheden for, at deres sammenbrud kan have skadelige virkninger for den overordnede finansielle stabilitet, er lavere end for kreditinstitutter, men investeringsselskaber udgør ikke desto mindre en risiko, som det er nødvendigt at håndtere ved hjælp af en solid ramme. De risici, som de fleste investeringsselskaber står over for og selv udgør, er således væsentligt anderledes end de risici, som kreditinstitutter står over for og selv udgør, og sådanne forskelle bør afspejles tydeligt i Unionens tilsynsmæssige ramme.

(5)

Forskelle i anvendelsen af de eksisterende tilsynsmæssige rammer i de forskellige medlemsstater bringer de lige vilkår for investeringsselskaber i Unionen i fare, hvilket hæmmer investorers adgang til nye muligheder og bedre metoder til styring af deres risici. Disse forskelle skyldes den generelle kompleksitet i anvendelsen af rammerne på forskellige investeringsselskaber på grundlag af de tjenester, som de yder, hvor nogle nationale myndigheder tilpasser eller strømliner denne anvendelse i national ret eller praksis. I betragtning af at de eksisterende tilsynsmæssige rammer ikke tager hensyn til alle de risici, som visse typer investeringsselskaber står over for og selv udgør, er der blevet anvendt store kapitaltillæg på visse investeringsselskaber i nogle medlemsstater. Der bør fastsættes ensartede bestemmelser vedrørende disse risici for at sikre et harmoniseret tilsyn med investeringsselskaber i hele Unionen.

(6)

Der er derfor behov for en særlig tilsynsordning for investeringsselskaber, som ikke er systemiske i kraft af deres størrelse og indbyrdes forbindelse med andre finansielle og økonomiske aktører. Systemiske investeringsselskaber bør dog fortsat være omfattet af de eksisterende tilsynsmæssige rammer under forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU. Disse investeringsselskaber er en undergruppe af investeringsselskaber, som rammerne i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU på nuværende tidspunkt finder anvendelse på, og de nyder ikke godt af særlige undtagelser fra de principielle krav heri. De største og mest indbyrdes forbundne investeringsselskaber har forretningsmodeller og risikoprofiler, der svarer til signifikante kreditinstitutters modeller og profiler. De leverer »banklignende« tjenesteydelser og påtager sig risici i betydeligt omfang. Desuden er systemiske investeringsselskaber så store og har forretningsmodeller og risikoprofiler af en sådan art, at de udgør en trussel mod stabile og velfungerende finansielle markeder på linje med store kreditinstitutter. Det er derfor hensigtsmæssigt, at disse investeringsselskaber fortsat er underlagt reglerne i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU.

(7)

Det er muligt, at investeringsselskaber, der handler for egen regning, der yder afsætningsgaranti for finansielle instrumenter eller placerer finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse i betydeligt omfang, eller som er clearingmedlemmer i centrale modparter, har forretningsmodeller og risikoprofiler, der svarer til kreditinstitutters modeller og profiler. I betragtning af deres størrelse og aktiviteter er det muligt, at sådanne investeringsselskaber udgør en risiko for den finansielle stabilitet, som kan sammenlignes med den risiko, som kreditinstitutter udgør. De kompetente myndigheder bør have mulighed for at kræve, at de fortsat er underlagt samme tilsynsmæssige behandling som kreditinstitutter, der er omfattet af forordning (EU) nr. 575/2013, og tilsynet i henhold til direktiv 2013/36/EU.

(8)

Der kan være medlemsstater, hvor de myndigheder, som har ansvaret for tilsyn med investeringsselskaber, er forskellige fra de myndigheder, som har ansvaret for tilsyn med markedsadfærd. Det er derfor nødvendigt at skabe en mekanisme for samarbejde og udveksling af oplysninger mellem disse myndigheder for i hele Unionen at sikre et harmoniseret tilsyn med investeringsselskaber, der fungerer hurtigt og effektivt.

(9)

Et investeringsselskab kan handle via et clearingmedlem i en anden medlemsstat. I de tilfælde hvor det gør dette, bør der indføres en mekanisme til udveksling af oplysninger mellem de relevante kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater. En sådan mekanisme bør gøre det muligt at udveksle oplysninger mellem den kompetente myndighed for tilsyn med investeringsselskabet og enten den myndighed, der fører tilsyn med clearingmedlemmet, eller den myndighed, der fører tilsyn med den centrale modpart, om den model og de parametre, der anvendes til beregning af investeringsselskabets margenkrav, hvor en sådan beregningsmetode anvendes som grundlag for investeringsselskabets kapitalgrundlagskrav.

(10)

For at fremme harmonisering af tilsynsstandarder og ‐praksis i Unionen bør Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (7), (EBA), bevare det primære ansvar for koordinering og konvergens af tilsynspraksis på området for tilsyn med investeringsselskaber inden for Det Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) i tæt samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (8), (ESMA).

(11)

Kravet til startkapitalens størrelse i et investeringsselskab bør baseres på de services og aktiviteter, som investeringsselskaber har tilladelse til at henholdsvis yde og udøve i henhold til direktiv 2014/65/EU. Medlemsstaternes mulighed for at reducere kravet til startkapitalens størrelse i specifikke situationer, jf. direktiv 2013/36/EU, på den ene side og situationen med uens gennemførelse af direktivet på den anden side har ført til en situation, hvor kravet til startkapitalens størrelse er forskelligt i Unionen. For at bringe denne fragmentering til ophør bør kravet til startkapitalens størrelse harmoniseres for alle investeringsselskaber i Unionen. Med henblik på at reducere hindringerne for markedsadgang, som forekommer i dag for multilaterale handelsfaciliteter (MHF'er) og organiserede handelsfaciliteter (OHF'er), bør startkapitalen for investeringsselskaber, der driver en MHF eller en OHF, fastsættes til det i dette direktiv omhandlede beløb. Hvis et investeringsselskab, der har tilladelse til at drive en OHF, også har fået tilladelse til at udføre handel for egen regning på betingelserne i artikel 20 i direktiv 2014/65/EU, bør dets startkapital fastsættes til det i nærværende direktiv omhandlede beløb.

(12)

Selv om investeringsselskaber ikke længere bør være omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 575/2013 eller direktiv 2013/36/EU, bør visse begreber, som bruges i forbindelse med disse lovgivningsmæssige retsakter, bevare deres veletablerede betydning. For at muliggøre og lette konsekvent udlægning af sådanne begreber, når de anvendes i EU-retsakter, bør henvisninger i sådanne retsakter til investeringsselskabers startkapital, de tilsynsbeføjelser, som er tillagt de kompetente myndigheder vedrørende investeringsselskaber, investeringsselskabers proces til vurdering af den interne kapitals tilstrækkelighed, den tilsynskontrol- og vurderingsproces, som de kompetente myndigheder for investeringsselskaber anvender, og de bestemmelser om ledelse og aflønning, der finder anvendelse på investeringsselskaber, gælde som henvisninger til de tilsvarende bestemmelser i dette direktiv.

(13)

Et velfungerende indre marked kræver, at ansvaret for tilsyn med et investeringsselskab, navnlig for så vidt angår dets solvens og finansielle soliditet, ligger hos den kompetente myndighed i selskabets hjemland. For også at opnå et effektivt tilsyn med investeringsselskaber i andre medlemsstater, hvor de yder service eller har en filial, bør der sikres et tæt samarbejde og udveksling af oplysninger med de kompetente myndigheder i disse medlemsstater.

(14)

De kompetente myndigheder i værtslandene bør i enkelttilfælde kunne foretage kontrol på stedet og undersøge de aktiviteter, som filialer af investeringsselskaber udøver på deres område, og kræve oplysninger fra nævnte filialer om deres aktiviteter med henblik på information og tilsyn og navnlig for at sikre stabilitet i det finansielle system. Tilsynsforanstaltninger for sådanne filialer bør dog fortsat være hjemlandets ansvar.

(15)

For at beskytte forretningsmæssigt følsomme oplysninger bør de kompetente myndigheder være omfattet af regler om tavshedspligt, når de udfører deres tilsynsopgaver og udveksler fortrolige oplysninger.

(16)

Med henblik på at styrke tilsynet med investeringsselskaber og beskyttelsen af deres kunder bør revisorer foretage deres verifikation upartisk og straks underrette de kompetente myndigheder om forhold, som kan få alvorlige konsekvenser for et investeringsselskabs finansielle situation eller for dets administrative og regnskabsmæssige organisation.

(17)

I forbindelse med dette direktiv bør personoplysninger behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (9) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (10). I de tilfælde, hvor dette direktiv giver mulighed for udveksling af personoplysninger med tredjelande, bør de relevante bestemmelser i kapitel V i forordning (EU) 2016/679 og kapitel V i forordning (EU) 2018/1725 navnlig finde anvendelse.

(18)

For at sikre opfyldelse af de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (11), bør medlemsstaterne indføre administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. For at sikre, at de administrative sanktioner har afskrækkende virkning, bør de offentliggøres, undtagen i visse velafgrænsede tilfælde. Kunder og investorer bør have adgang til oplysninger om administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som pålægges investeringsselskaber, for at give dem mulighed for at træffe kvalificerede beslutninger om deres investeringsmuligheder.

(19)

For at afdække overtrædelser af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, og overtrædelser af forordning (EU) 2019/2033 bør medlemsstaterne have de nødvendige undersøgelsesbeføjelser og fastlægge effektive og hurtige mekanismer til indberetning af potentielle og faktiske overtrædelser.

(20)

Investeringsselskaber, der ikke betragtes som små og ikke indbyrdes forbundne, bør have en tilgængelig intern kapital, som i forhold til de specifikke risici, som de er eller kan blive eksponeret mod, er af en passende størrelse og kvalitet og er hensigtsmæssigt fordelt. De kompetente myndigheder bør sikre, at investeringsselskaber har strategier og processer, som er tilstrækkelige til, at de kan vurdere og opretholde en tilstrækkelig intern kapital. De kompetente myndigheder bør også kunne kræve, at små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber anvender lignende krav, hvis det er relevant.

(21)

Tilsynskontrol- og vurderingsbeføjelser bør fortsat være et vigtigt reguleringsredskab, som gør det muligt for de kompetente myndigheder at vurdere kvalitative elementer, herunder intern ledelse og kontrol og risikostyringsprocesser og ‐procedurer, og om nødvendigt fastsætte yderligere krav, herunder navnlig kapitalgrundlags- og likviditetskrav, navnlig for investeringsselskaber, der ikke betragtes som små og ikke indbyrdes forbundne, og hvor den kompetente myndighed også anser det for berettiget og hensigtsmæssigt for små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber.

(22)

Princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi er nedfældet i artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Dette princip bør anvendes på en konsekvent måde af investeringsselskaber. For at tilpasse aflønningen til investeringsselskabers risikoprofil og sikre lige vilkår bør investeringsselskaber være underlagt klare principper med hensyn til ordninger for virksomhedsledelse og regler om aflønning, som er kønsneutrale, og som tager højde for forskellene mellem kreditinstitutter og investeringsselskaber. Nævnte regler bør dog ikke finde anvendelse på små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber, da bestemmelserne om aflønning og virksomhedsledelse i direktiv 2014/65/EU er tilstrækkelig omfattende for disse typer af investeringsselskaber.

(23)

Ligeledes viste Kommissionens rapport af 28. juli 2016 om vurdering af aflønningsreglerne i henhold til direktiv 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 575/2013, at kravene om udskydelse og udbetaling i instrumenter som omhandlet i direktiv 2013/36/EU ikke er hensigtsmæssige for små og ikke komplekse investeringsselskaber eller for personale med variabel aflønning i et begrænset omfang. Klare, konsekvente og harmoniserede kriterier for udpegning af investeringsselskaber og enkeltpersoner, som er undtaget fra disse krav, er nødvendige for at sikre tilsynskonvergens og lige vilkår. I betragtning af højtlønnedes vigtige rolle med hensyn til at styre investeringsselskabers virksomhed og langsigtede resultater bør der sikres effektivt tilsyn med aflønningspraksis og ‐tendenser vedrørende højtlønnede. De kompetente myndigheder bør derfor kunne overvåge aflønningen af højtlønnede.

(24)

Det er også hensigtsmæssigt at give investeringsselskaber en vis fleksibilitet med hensyn til den måde, hvorpå investeringsselskaber anvender ikkelikvide instrumenter til at udbetale variabel aflønning, forudsat at sådanne instrumenter er effektive med hensyn til at nå målet om at tilpasse personalets interesser til interesserne hos forskellige interessenter som f.eks. aktionærer og kreditorer og bidrager til at tilpasse den variable aflønning til investeringsselskabets risikoprofil.

(25)

Investeringsselskabers indtægter i form af gebyrer, provisioner og andre indtægter i forbindelse med levering af forskellige investeringsservices er meget volatile. Begrænsning af aflønningens variable komponent til en andel af aflønningens faste komponent ville påvirke investeringsselskabets evne til at reducere aflønningen i perioder med reducerede indtægter og kan føre til en stigning i investeringsselskabers faste omkostningsgrundlag med deraf følgende risici for investeringsselskabets evne til at stå imod i perioder med økonomisk nedgang eller faldende indtægter. For at undgå disse risici bør ikkesystemiske investeringsselskaber ikke pålægges et enkelt maksimalt forhold mellem aflønningens variable og faste komponenter. Sådanne investeringsselskaber bør i stedet selv fastsætte passende forhold. Dette direktiv bør imidlertid ikke udelukke medlemsstater fra at indføre gennemførelsesforanstaltninger i national lovgivning, som er beregnet til at underlægge investeringsselskaber strengere krav med hensyn til det maksimale forhold mellem aflønningens variable og faste komponenter. Dette direktiv bør desuden ikke forhindre medlemsstaterne i at pålægge alle eller specifikke typer af investeringsselskaber et sådant maksimalt forhold.

(26)

Dette direktiv bør ikke forhindre medlemsstaterne i at anlægge en strengere tilgang med hensyn til aflønning, når investeringsselskaber modtager ekstraordinær offentlig finansiel støtte.

(27)

Der anvendes forskellige ledelsesstrukturer i de forskellige medlemsstater. I de fleste tilfælde anvendes der en en- eller tostrenget ledelsesstruktur. Definitionerne fastsat i dette direktiv sigter mod at omfatte alle eksisterende strukturer uden at give udtryk for en præference for nogen af dem. Definitionerne er rent funktionelle og har til formål at fastsætte regler med henblik på et bestemt resultat, uanset hvilken national selskabsret der finder anvendelse på et institut i de enkelte medlemsstater. Definitionerne bør derfor ikke gribe ind i den almindelige kompetencefordeling i overensstemmelse med national selskabsret.

(28)

Ledelsesorganer bør forstås som organer, der har en ledelsesfunktion og en tilsynsfunktion. Ledelsesorganers beføjelser og struktur afviger fra medlemsstat til medlemsstat. I medlemsstater, hvor ledelsesorganer har en enstrenget struktur, udfører et enkelt ledelsesorgan sædvanligvis ledelses- og tilsynsopgaver. I medlemsstater med et tostrenget system varetages tilsynsfunktionen af et separat tilsynsorgan, som ikke har nogen ledelsesfunktioner, og ledelsesfunktionen varetages af en separat ledelsesenhed, som er ansvarlig for og står til regnskab for selskabets daglige ledelse. I overensstemmelse hermed tildeles forskellige enheder inden for ledelsesorganet separate opgaver.

(29)

Som reaktion på de voksende krav fra borgerne om skattemæssig gennemsigtighed og for at fremme investeringsselskabers samfundsansvar er det passende at kræve, at investeringsselskaber, medmindre de betragtes som små og ikke indbyrdes forbundne, hvert år afgiver visse oplysninger, herunder oplysninger om fortjeneste, betalt skat og eventuelle offentlige tilskud, som de har modtaget.

(30)

Den tilsynsmæssige konsolideringsmetode, som der stilles krav om i forordning (EU) 2019/2033, bør for koncerner udelukkende bestående af investeringsselskaber ledsages af en koncernkapitaltest for enklere koncernstrukturer for at tage højde for risici, som vedrører koncerner udelukkende bestående af investeringsselskaber. Den koncerntilsynsførendes afgørelse bør dog i begge tilfælde baseres på de samme principper, som finder anvendelse i tilfælde af tilsyn på konsolideret niveau i henhold til direktiv 2013/36/EU. For at sikre et ordentligt samarbejde bør koordineringsforanstaltningers centrale elementer og navnlig oplysningskrav i nødsituationer eller samarbejds- og koordineringsordninger svare til de centrale koordineringselementer, der anvendes i forbindelse med det fælles regelsæt for kreditinstitutter.

(31)

Kommissionen bør kunne forelægge Rådet henstillinger vedrørende forhandlinger om aftaler mellem Unionen og tredjelande om praktisk udøvelse af tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten for investeringsselskaber, hvis moderselskaber er etableret i tredjelande, og for investeringsselskaber, der driver forretning i tredjelande, og hvis moderselskaber er etableret i Unionen. Desuden bør medlemsstaterne og EBA også kunne indgå samarbejdsaftaler med tredjelande om udførelse af deres tilsynsopgaver.

(32)

For at garantere retssikkerheden og undgå overlapninger mellem den nuværende tilsynsramme, som finder anvendelse på både kreditinstitutter og investeringsselskaber, og dette direktiv bør forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU ændres for at lade investeringsselskaber udgå af deres anvendelsesområde. Investeringsselskaber, som er en del af en bankkoncern, bør dog fortsat være underlagt de bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, som er relevante for bankkoncernen, f.eks. bestemmelserne om konsolideringsregler, der er fastsat i artikel 11-24 i forordning (EU) nr. 575/2013, og bestemmelserne om mellemliggende moderselskab i Unionen som omhandlet i artikel 21b i direktiv 2013/36/EU.

(33)

Det er nødvendigt at præcisere, hvilke skridt virksomheder skal tage for at kontrollere, om de er omfattet af definitionen af et kreditinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013, og derfor skal have tilladelse som et kreditinstitut. Da visse investeringsselskaber allerede udfører de aktiviteter, der er anført i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, er det også nødvendigt at sikre klarhed vedrørende fortsat tilladelse til disse aktiviteter. Det er især vigtigt, at de kompetente myndigheder sikrer, at overgangen fra den nuværende ramme til den nye giver tilstrækkelig reguleringsmæssig sikkerhed for investeringsselskaber.

(34)

For at sikre effektivt tilsyn er det vigtigt, at virksomheder, som opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013, ansøger om tilladelse som kreditinstitut. De kompetente myndigheder bør derfor have mulighed for at pålægge virksomheder, som ikke ansøger om nævnte tilladelse, sanktioner.

(35)

Ændringen af definitionen af »kreditinstitut« i forordning (EU) nr. 575/2013 ved forordning (EU) 2019/2033 fra sidstnævntes ikrafttræden kan omfatte investeringsselskaber, som allerede driver forretning på grundlag af en tilladelse, der er udstedt i overensstemmelse med direktiv 2014/65/EU. Nævnte virksomheder bør have lov til at fortsætte med at drive forretning på grundlag af deres tilladelse som investeringsselskab, indtil der gives tilladelse som kreditinstitut. Disse investeringsselskaber bør indgive en ansøgning om tilladelse som kreditinstitut, senest når gennemsnittet af deres samlede månedlige aktiver svarer til eller overstiger en af de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede tærskler i en periode på 12 på hinanden følgende måneder. Hvis investeringsselskaber opfylder en af de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede tærskler på datoen for dette direktivs ikrafttræden, bør gennemsnittet af deres samlede månedlige aktiver beregnes under hensyntagen til de 12 på hinanden følgende måneder, der går forud for denne dato. Disse investeringsselskaber bør søge om tilladelse som kreditinstitut inden for et år og en dag fra dette direktivs ikrafttræden.

(36)

Ændringen af definitionen af »kreditinstitut« i forordning (EU) nr. 575/2013 ved forordning (EU) 2019/2033 kan også få indvirkning på virksomheder, som allerede har ansøgt om tilladelse som investeringsselskaber i henhold til direktiv 2014/65/EU, og hvis ansøgning stadig er under behandling. Sådanne ansøgninger bør overføres til de i henhold til direktiv 2013/36/EU kompetente myndigheder og behandles i overensstemmelse med tilladelsesbestemmelserne i nævnte direktiv, hvis virksomhedernes forventede samlede aktiver svarer til eller overstiger en af tærsklerne i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013.

(37)

De i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede virksomheder bør desuden være omfattet af alle kravene om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut i afsnit III i direktiv 2013/36/EU, herunder bestemmelserne om inddragelse af tilladelse i overensstemmelse med artikel 18 i nævnte direktiv. Nævnte direktivs artikel 18 bør dog ændres for at sikre, at de kompetente myndigheder også har mulighed for at inddrage den tilladelse, som er givet til et kreditinstitut, når kreditinstituttet udelukkende bruger sin tilladelse til at udøve de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede aktiviteter og i en periode på fem på hinanden følgende år har gennemsnitlige samlede aktiver, der ligger under de i nævnte litra fastsatte tærskler.

(38)

I henhold til artikel 39 i direktiv 2014/65/EU er tredjelandsselskaber, som leverer finansielle tjenesteydelser i Unionen, omfattet af nationale ordninger, som kan kræve etablering af en filial i en medlemsstat. For at lette den regelmæssige overvågning og vurdering af de aktiviteter, som tredjelandsselskaber udfører gennem filialer i Unionen, bør de kompetente myndigheder underrettes om størrelsen og omfanget af de tjenester og aktiviteter, der ydes og udføres gennem filialer på deres område.

(39)

Specifikke krydshenvisninger i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (12), 2011/61/EU (13) og 2014/59/EU (14) til bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, som ikke længere finder anvendelse på investeringsselskaber fra datoen for anvendelse af nærværende direktiv og af forordning (EU) 2019/2033, bør læses som henvisninger til de tilsvarende bestemmelser i nærværende direktiv og i forordning (EU) 2019/2033.

(40)

EBA har i samarbejde med ESMA udarbejdet en rapport, som er baseret på en grundig baggrundsanalyse, dataindsamling og høringer om en skræddersyet tilsynsordning for alle ikkesystemiske investeringsselskaber, og som fungerer som grundlag for de reviderede tilsynsmæssige rammer for investeringsselskaber.

(41)

For at sikre en harmoniseret anvendelse af dette direktiv bør EBA udarbejde reguleringsmæssige tekniske standarder, der yderligere præciserer kriterierne for at lade visse investeringsselskaber være omfattet af forordning (EU) nr. 575/2013, præciserer hvilke oplysninger de kompetente myndigheder i hjemlande og i værtslande bør udveksle i forbindelse med tilsyn, fastsætter, hvordan investeringsselskaber bør vurdere omfanget af deres aktiviteter med henblik på interne ledelseskrav, og navnlig vurderer, hvorvidt de udgør små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber. Reguleringsmæssige tekniske standarder bør også præcisere, de kategorier af medarbejdere hvis arbejde har væsentlig indvirkning på selskabers risikoprofil med henblik på aflønningsbestemmelser, og hvilke hybride kernekapitalinstrumenter og supplerende kapitalinstrumenter der betragtes som variabel aflønning. Endelig bør reguleringsmæssige tekniske standarder præcisere elementerne til vurdering af specifikke likviditetsrisici, de kompetente myndigheders anvendelse af yderligere kapitalgrundlagskrav og tilsynskollegiernes funktion. Kommissionen bør supplere dette direktiv ved at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, som EBA udarbejder, ved delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010. Kommissionen og EBA bør sikre, at disse standarder kan anvendes af alle de berørte investeringsselskaber på en måde, som står i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de pågældende investeringsselskaber og deres virksomhed.

(42)

Kommissionen bør også tillægges beføjelse til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EBA for udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder og offentliggørelseskrav for kompetente myndigheder og gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EBA ved gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 291 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010 og artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

(43)

For at sikre ensartet anvendelse af dette direktiv og for at tage hensyn til udviklingen på de finansielle markeder bør beføjelsen til vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for at supplere dette direktiv ved at præcisere definitionerne i dette direktiv, investeringsselskabers vurderinger af intern kapital og risiko samt de kompetente myndigheders tilsynskontrol- og vurderingsbeføjelser. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (15). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(44)

Målet for dette direktiv, nemlig at opstille en effektiv og forholdsmæssig tilsynsramme for at sikre, at investeringsselskaber, som har tilladelse til at drive virksomhed i Unionen, kan fungere på et robust finansielt grundlag og ledes på en velordnet måde, herunder i deres kunders bedste interesse, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(45)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (16) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget —