19.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 193/1

(1)

De nuværende politiske prioriteter inden for international beskatning understreger behovet for at sikre, at skatten betales der, hvor overskuddet genereres, og værdien skabes. Det er derfor særdeles vigtigt at genoprette tilliden til retfærdigheden af skattesystemerne og sætte regeringerne i stand til effektivt at udøve deres skattemæssige suverænitet. Disse nye politiske målsætninger er blevet omsat til konkrete henstillinger om tiltag som led i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD's) initiativ om bekæmpelse af udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS-initiativet). Det Europæiske Råd hilste dette arbejde velkommen i sine konklusioner fra møderne den 13.-14. marts 2013 og den 19.-20. december 2013. I sin meddelelse af 17. juni 2015 fremlagde Kommissionen som reaktion på behovet for en mere fair beskatning en handlingsplan for et fair og effektivt system for selskabsbeskatning i Den Europæiske Union.

(2)

De endelige rapporter om de 15 OECD-tiltag til bekæmpelse af BEPS blev offentliggjort den 5. oktober 2015. Dette resultat blev hilst velkommen af Rådet i dets konklusioner af 8. december 2015. Rådets konklusioner understregede behovet for at finde fælles, men fleksible, løsninger på EU-plan, som er i overensstemmelse med OECD's konklusioner vedrørende BEPS. Endvidere støttede konklusionerne en effektiv og hurtig koordineret gennemførelse af tiltagene til bekæmpelse af BEPS på EU-plan og fandt, at EU-direktiver, hvor det er hensigtsmæssigt, bør være det foretrukne instrument til gennemførelse af OECD's konklusioner vedrørende BEPS på EU-plan. Af hensyn til et velfungerende indre marked er det afgørende, at medlemsstaterne som minimum opfylder deres forpligtelser vedrørende BEPS, og at de mere generelt iværksætter tiltag til at bekæmpe metoder til skatteundgåelse og sikre en fair og effektiv beskatning i Unionen på en tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde. I et marked med stærkt integrerede økonomier er der behov for fælles strategiske tilgange og koordinerede tiltag for at forbedre det indre markeds funktion og få maksimalt udbytte af BEPS-initiativets positive virkninger. Desuden kan alene en fælles ramme forhindre en fragmentering af markedet og bringe en ende på de nuværende mismatch og markedsforvridninger. Endelig vil nationale gennemførelsesbestemmelser, der følger en fælles linje i hele Unionen, give skattesubjekterne retssikkerhed for, at disse foranstaltninger er forenelige med EU-retten.

(3)

Det er nødvendigt at fastsætte regler for at øge det gennemsnitlige niveau af beskyttelse mod aggressiv skatteplanlægning i det indre marked. Eftersom disse regler skal kunne passe ind i 28 forskellige selskabsskattesystemer, bør de være begrænset til generelle bestemmelser, mens gennemførelsen heraf overlades til medlemsstaterne, da de har bedre forudsætninger for at forme reglernes specifikke indhold på en måde, der passer bedst til deres selskabsskattesystemer. Denne målsætning kan nås ved at skabe et minimumsniveau af beskyttelse for de nationale selskabsskattesystemer mod metoder til skatteundgåelse i hele Unionen. For at øge det indre markeds effektivitet som helhed i at bekæmpe metoder til skatteundgåelse er det derfor nødvendigt at koordinere medlemsstaternes reaktion med hensyn til at gennemføre indholdet af OECD's 15 tiltag til bekæmpelse af BEPS. Der bør derfor fastsættes et fælles minimumsniveau af beskyttelse af det indre marked på specifikke områder.

(4)

Det er nødvendigt at fastsætte regler, der gælder for alle skattesubjekter, som er selskabsskattepligtige i en medlemsstat. Fordi det ville medføre, at en bredere vifte af nationale skatter skulle omfattes, er det ikke hensigtsmæssigt at udvide dette direktivs anvendelsesområde til at omfatte typer af enheder, der ikke er selskabsskattepligtige i en medlemsstat, dvs. navnlig transparente enheder. Disse regler bør også finde anvendelse på de selskabsskattepligtige skattesubjekters faste driftssteder, som er beliggende i andre medlemsstater. Selskabsskattepligtige skattesubjekter kan være skattemæssigt hjemmehørende i en medlemsstat eller være etableret i henhold til en medlemsstats love. Hvis enheder, der er skattemæssigt hjemmehørende i et tredjeland, har faste driftssteder i en eller flere medlemsstater, bør disse driftssteder også være omfattet af disse regler.

(5)

Det er nødvendigt at fastsætte regler til bekæmpelse af udhuling af skattegrundlaget i det indre marked og af overførsel af overskud ud af det indre marked. For at bidrage til at nå dette mål er der behov for regler på følgende områder: en begrænsning af retten til fradrag for rentebetalinger, exitbeskatning, en generel regel om bekæmpelse af misbrug, regler om kontrollerede udenlandske selskaber og regler om håndtering af hybride mismatch. Hvis anvendelsen af disse regler giver anledning til dobbeltbeskatning, bør skattesubjekterne indrømmes lettelse i form af et fradrag for den skat, der er betalt i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, alt efter omstændighederne. Reglerne bør derfor ikke alene sigte mod at bekæmpe metoder til skatteundgåelse, men også mod at undgå at skabe yderligere hindringer på markedet såsom dobbeltbeskatning.

(6)

For at nedbringe deres samlede skattetilsvar er koncerner i stigende grad involveret i BEPS ved hjælp af overdrevent høje rentebetalinger. Reglen om begrænsning af rentebetalinger er nødvendig for at bekæmpe sådanne metoder, idet den begrænser fradrag for skattesubjektets overstigende låneomkostninger. Der bør derfor fastsættes en sats for fradrag, der tager udgangspunkt i skattesubjektets skattepligtige resultat før renter, skat og af- og nedskrivninger (EBITDA). Medlemsstaterne kan mindske denne sats eller indføre frister eller begrænse størrelsen af uudnyttede låneomkostninger, som kan fremføres eller tilbageføres, for at sikre et højere beskyttelsesniveau. Da formålet er at fastsætte minimumsstandarder, kunne det være muligt for medlemsstaterne at indføre en alternativ foranstaltning under henvisning til skattesubjektets resultat før renter og skat (EBIT) og fastsat på en sådan måde, at den svarer til den EBITDA-baserede sats. Medlemsstaterne kan ud over reglen om begrænsning af rentebetalinger i dette direktiv også anvende målrettede regler til bekæmpelse af koncernintern lånefinansiering, navnlig regler om tynd kapitalisering. Indtægter, der er fritaget for skat, bør ikke modregnes fradragsberettigede låneomkostninger. Det skyldes, at der ved fastsættelsen af det fradragsberettigede rentebeløb alene bør tages hensyn til skattepligtig indkomst.

(7)

Hvis skattesubjektet indgår i en koncern, som indgiver lovpligtige konsoliderede regnskaber, kan der tages højde for den samlede koncerns gæld på verdensplan med henblik på at give skattesubjekterne ret til at fradrage overstigende låneomkostninger på større beløb. Det kan også være hensigtsmæssigt at fastsætte regler for en undtagelse fra bestemmelsen om egenkapitalandel, hvor reglen om begrænsning af rentebetalinger ikke finder anvendelse, hvis selskabet kan påvise, at dets egenkapitalandel i forhold til dets samlede aktiver stort set svarer til eller er højere end koncernens tilsvarende egenkapitalandel. Reglen om begrænsning af rentebetalinger bør gælde i forbindelse med et skattesubjekts overstigende låneomkostninger, uanset om omkostningerne skyldes nationalt stiftet gæld, grænseoverskridende gæld inden for Unionen eller gæld til et tredjeland, eller om de hidrører fra tredjemand, tilknyttede selskaber eller er koncerninterne. Hvis en koncern omfatter mere end én enhed i en medlemsstat, kan medlemsstaten tage hensyn til den samlede situation for alle koncernenheder i selvsamme medlemsstat, herunder et særskilt skattesystem for enheder, for at muliggøre overførsel af overskud eller rentefradragskapacitet mellem enheder i en koncern, såfremt den anvender regler, der begrænser retten til fradrag for rentebetalinger.

(8)

For at reducere reglernes administrative byrde og efterlevelsesbyrde uden i væsentlig grad at formindske deres skattemæssige virkning kan det være hensigtsmæssigt at fastsætte en safe harbour-regel om, at nettorenter altid er fradragsberettigede op til et bestemt beløb, hvis dette fører til et højere fradrag end den EBITDA-baserede sats. Medlemsstaterne kan nedsætte de fastsatte beløbstærskler for at sikre et højere beskyttelsesniveau for deres nationale skattegrundlag. Eftersom BEPS i princippet finder sted gennem overdrevent høje rentebetalinger mellem enheder, der er tilknyttede selskaber, er det på grund af de begrænsede risici for skatteundgåelse hensigtsmæssigt og nødvendigt at give mulighed for en eventuel udelukkelse af selvstændige enheder fra anvendelsesområdet for reglen om begrænsning af rentebetalinger. For at lette overgangen til den nye regel om begrænsning af rentebetalinger kan medlemsstaterne fastsætte en bedstefarklausul, som omfatter eksisterende lån, for så vidt deres vilkår ikke efterfølgende ændres, dvs. at bedstefarklausulen i tilfælde af en efterfølgende ændring ikke vil gælde for eventuelle forhøjelser af lånebeløb eller forlængelser af låns løbetid, men vil være begrænset til de oprindelige lånevilkår. Med forbehold af regler for statsstøtte kan medlemsstater også undlade at medtage overstigende låneomkostninger, der er påløbet lån, som anvendes til finansiering af et langsigtet offentligt infrastrukturprojekt, i betragtning af at sådanne finansieringsmuligheder kun udgør en lille eller slet ingen risiko for BEPS. Medlemsstaterne bør i denne forbindelse godtgøre, at finansieringsmuligheder for offentlige infrastrukturprojekter har særlige kendetegn, der berettiger til en sådan behandling i forhold til andre finansieringsmuligheder, der er omfattet af den restriktive regel.

(9)

Selv om det er almindeligt accepteret, at finansielle selskaber (dvs. finansieringsinstitutter og forsikringsselskaber) også bør underlægges begrænsninger af retten til fradrag for rentebetalinger, er det også almindeligt anerkendt, at disse to sektorer har særlige kendetegn, som kræver en mere individuelt tilpasset tilgang. Eftersom drøftelserne på området endnu ikke hverken på internationalt plan eller EU-plan har givet tilstrækkelige resultater, er det indtil videre ikke muligt at fastsætte specifikke regler for finans- og forsikringssektorerne, og medlemsstaterne bør derfor kunne udelukke dem fra anvendelsesområdet for reglerne om begrænsning af rentebetalinger.

(10)

Exitskat har til formål at sikre, at en stat, såfremt et skattesubjekt flytter aktiver eller sit skattemæssige hjemsted ud af denne stats skattejurisdiktion, opkræver skat af den økonomiske værdi af enhver kapitalgevinst, der er skabt på dens område, selv om denne gevinst endnu ikke er blevet realiseret på udflytningstidspunktet. Det er derfor nødvendigt at præcisere de tilfælde, hvor skattesubjekter er omfattet af regler om exitskat og beskattes af urealiserede kapitalgevinster, som er opbygget i deres overførte aktiver. Det er også nyttigt at præcisere, at overførsel af aktiver, herunder kontantbeløb, mellem et moderselskab og dets datterselskaber falder uden for anvendelsesområdet for den påtænkte regel om exitbeskatning. For at beregne beløbene er det vigtigt, at markedsværdien af de overførte aktiver på aktivernes udflytningstidspunkt fastslås på grundlag af armslængdeprincippet. For at sikre forenelighed mellem reglen og anvendelsen af kreditmetoden er det hensigtsmæssigt at lade medlemsstaterne tage udgangspunkt i det tidspunkt, hvor retten til at beskatte de overførte aktiver er tabt. Retten til beskatning bør fastsættes på nationalt niveau. Det er også nødvendigt at give den modtagende stat mulighed for at bestride den værdi af de overførte aktiver, som exitstaten har fastsat, når den ikke afspejler en sådan markedsværdi. Medlemsstaterne kan med henblik herpå benytte sig af eksisterende tvistbilæggelsesmekanismer. Det er nødvendigt inden for Unionen at tage anvendelsen af exitbeskatning op til behandling og beskrive betingelserne for, hvornår den er i overensstemmelse med EU-retten. I sådanne situationer bør skattesubjekter have ret til enten at betale den beregnede exitskat øjeblikkeligt eller til at få henstand med betalingen af skatten ved betaling af afdrag over et vist antal år, eventuelt sammen med renter og en garanti.

Medlemsstaterne kan med henblik herpå anmode de berørte skattesubjekter om at opgive de nødvendige oplysninger i en erklæring. Der bør ikke opkræves exitskat, når overførslen af aktiver er midlertidig, og hensigten er, at aktiverne skal føres tilbage til den overførende enheds medlemsstat, såfremt overførslen sker med henblik på at opfylde tilsynsmæssige kapitalkrav eller af hensyn til likviditetsstyring, eller når det drejer sig om værdipapirfinansieringstransaktioner eller aktiver stillet som sikkerhed.

(11)

Skattesystemer indeholder generelle regler om bekæmpelse af misbrug for at bekæmpe skadelig skattepraksis, som endnu ikke er omfattet af specifikke bestemmelser. Generelle regler om bekæmpelse af misbrug har således til formål at dække huller og bør ikke påvirke anvendelsen af specifikke regler om bekæmpelse af misbrug. Inden for Unionen bør generelle regler om bekæmpelse af misbrug anvendes ved arrangementer, der ikke er reelle; derudover bør skattesubjektet have ret til at vælge den skattemæssigt mest fordelagtige struktur til sin forretningsaktivitet. Det er desuden vigtigt at sikre, at generelle regler om bekæmpelse af misbrug anvendes ensartet i indenlandske sammenhænge, inden for Unionen og over for tredjelande, så anvendelsesområdet og resultaterne af anvendelsen ikke er forskelligt i indenlandske og grænseoverskridende situationer. Medlemsstaterne bør ikke forhindres i at pålægge sanktioner ved anvendelse af generelle regler om bekæmpelse af misbrug. Når medlemsstaterne vurderer, om et arrangement bør betragtes som ikkereelt, kan de tage hensyn til alle velbegrundede økonomiske årsager, herunder finansiel virksomhed.

(12)

Regler om kontrollerede udenlandske selskaber (CFC-regler) har til formål igen at henføre et kontrolleret datterselskabs lavt beskattede indkomst til moderselskabet. Moderselskabet bliver således skattepligtigt af den henførte indkomst i den stat, hvor det er skattemæssigt hjemmehørende. Afhængigt af den pågældende stats politiske prioriteter kan CFC-reglerne vedrøre hele det lavt beskattede datterselskab, særlige kategorier af indkomst eller blot indkomst, der kunstigt er blevet overført til datterselskabet. For at sikre, at CFC-reglerne er en forholdsmæssigt afpasset reaktion på BEPS-problemerne, er det navnlig afgørende, at medlemsstater, som begrænser deres CFC-regler til indkomst, der kunstigt er blevet overført til datterselskabet, præcist fokuserer på situationer, hvor størstedelen af de beslutningstagende funktioner, der genererede overført indkomst i det kontrollerede selskab, udøves i skattesubjektets medlemsstat. For at begrænse den administrative byrde og efterlevelsesomkostningerne bør det også accepteres, at disse medlemsstater fritager visse enheder med lavt overskud eller lav fortjenstmargen, der medfører lavere risici for skatteundgåelse. Det er i overensstemmelse hermed nødvendigt, at CFC-reglerne udstrækkes til at omfatte overskud fra faste driftssteder, hvor dette overskud ikke er skattepligtigt, eller er skattefritaget i skattesubjektets medlemsstat. Der er imidlertid ingen grund til efter CFC-reglerne at beskatte overskud fra faste driftssteder, som nægtes skattefritagelse efter nationale regler, fordi disse faste driftssteder behandles, som om de var kontrollerede udenlandske selskaber. For at sikre et højere beskyttelsesniveau kan medlemsstaterne sænke tærsklen for kontrol eller anvende en højere tærskel ved sammenligning af den reelt betalte selskabsskat med den selskabsskat, der ville være blevet opkrævet i skattesubjektets medlemsstat. Medlemsstaterne kan i forbindelse med gennemførelse af CFC-reglerne i deres nationale lovgivning anvende en tilstrækkelig høj skattesatsfraktionstærskel.

Det er hensigtsmæssigt at tackle sådanne situationer både i tredjelande og i Unionen. Af hensyn til de grundlæggende frihedsrettigheder bør indkomstkategorierne kombineres med en substansundtagelse, der tager sigte på i Unionen at begrænse reglernes virkninger til tilfælde, hvor CFC ikke viderefører en væsentlig økonomisk aktivitet. Det er vigtigt, at skatteforvaltninger og skattesubjekter samarbejder om at samle de relevante oplysninger om faktiske forhold og omstændigheder for at afgøre, om fritagelsesreglen skal finde anvendelse. Det bør være acceptabelt, at medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelse af CFC-reglerne i deres nationale lovgivning anvender hvide, grå eller sorte lister over tredjelande, som er opstillet på grundlag af visse kriterier i dette direktiv og kan omfatte selskabsskatteniveau, eller anvender hvide lister over medlemsstater, som er opstillet på dette grundlag.

(13)

Hybride mismatch skyldes forskelle i den retlige kvalificering af betalinger (finansielle instrumenter) eller enheder, og disse forskelle bliver synlige i samspillet mellem retssystemerne i to jurisdiktioner. Sådanne mismatch fører ofte til dobbelte fradrag (dvs. et fradrag i begge stater) eller til, at der gives et fradrag i den ene stat, mens indkomsten ikke medregnes i skattegrundlaget i den anden. For at ophæve virkningerne af hybride mismatch-arrangementer er det nødvendigt at fastsætte regler, hvorved den ene af de to jurisdiktioner i et mismatch bør nægte fradrag for en betaling, der fører til sådan et resultat. I den forbindelse er det nyttigt at præcisere, at foranstaltninger til tackling af hybride mismatch i dette direktiv tager sigte på at tackle mismatchsituationer, der skyldes forskelle i den retlige kvalificering af et finansielt instrument eller en enhed og ikke har til formål at indvirke på de generelle kendetegn ved en medlemsstats skattesystem. Selv om medlemsstaterne inden for Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning) er blevet enige om retningslinjer for skattebehandlingen af hybride enheder og for hybride faste driftssteder i Unionen samt for skattebehandlingen af hybride enheder i forbindelse med tredjelande, er det stadig nødvendigt at vedtage bindende regler. Det er afgørende, at der arbejdes videre med hybride mismatch mellem medlemsstaterne og tredjelande samt med andre hybride mismatch, f.eks. dem, der omfatter faste driftssteder.

(14)

Det er nødvendigt at præcisere, at gennemførelsen af dette direktivs regler til bekæmpelse af skatteundgåelse ikke bør berøre skattesubjektets pligt til at overholde armslængdeprincippet eller medlemsstatens ret til at opregulere skattetilsvaret i overensstemmelse med armslængdeprincippet, hvis det er relevant.

(15)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (3). Retten til beskyttelse af personoplysninger i henhold til artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (4) gælder for behandlingen af personoplysninger inden for rammerne af nærværende direktiv.

(16)

Da hovedmålet for dette direktiv er at forbedre det indre markeds modstandsevne som helhed over for grænseoverskridende metoder til skatteundgåelse, kan dette ikke i tilstrækkelig grad opfyldes ved, at medlemsstaterne handler hver for sig. De nationale selskabsskattesystemer er meget forskellige, og selvstændige tiltag fra medlemsstaternes side ville blot gentage den eksisterende fragmentering i det indre marked inden for direkte beskatning. Dette ville således blot videreføre ineffektivitet og forvridninger i samspillet mellem forskellige nationale foranstaltninger. Resultatet heraf vil være manglende koordinering. Eftersom megen ineffektivitet i det indre marked primært giver anledning til problemer af grænseoverskridende karakter, bør foranstaltninger til afhjælpning heraf snarere vedtages på EU-plan. Det er derfor afgørende, at der vedtages løsninger, som fungerer for det indre marked som helhed, og dette kan bedre nås på EU-plan. Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. Idet dette direktiv fastsætter et minimumsniveau for beskyttelse af det indre marked, har det udelukkende til formål at sikre det nødvendige minimum af koordinering inden for Unionen, der skal til for at opfylde dets mål.

(17)

Fire år efter ikrafttrædelsen af dette direktiv bør Kommissionen foretage en evaluering af dets gennemførelse og rapportere til Rådet herom. Medlemsstaterne bør meddele Kommissionen alle oplysninger, der er nødvendige for denne evaluering —

a)

en enhed, hvor skattesubjektet har direkte eller indirekte interesse i form af stemmerettigheder eller kapitalejerskab på 25 % eller mere eller har ret til at modtage 25 % eller mere af overskuddet i denne enhed

b)

en enkeltperson eller enhed, som har direkte eller interesse i et skattesubjekt i form af stemmerettigheder eller kapitalejerskab på 25 % eller mere eller har ret til at modtage 25 % eller mere af skattesubjektets overskud.

a)

et kreditinstitut eller et investeringsselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF (5) eller en forvalter af alternative investeringsfonde (FAIF) som defineret i artikel 4, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU (6), eller et administrationsselskab for et institut for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut) som defineret i artikel 2, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (7)

b)

et forsikringsselskab som defineret i artikel 13, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF (8)

c)

et genforsikringsselskab som defineret i artikel 13, nr. 4), i direktiv 2009/138/EF

d)

en arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse, som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF (9), medmindre en medlemsstat har besluttet ikke at anvende nævnte direktiv helt eller delvist på denne pensionskasse, jf. nævnte direktivs artikel 5, eller på en repræsentant for den arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasse, jf. nævnte direktivs artikel 19, stk. 1

e)

pensionsinstitutter, som forvalter pensionsordninger, der betragtes som sociale sikringsordninger omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (10) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 (11) samt alle retlige enheder, der er oprettet med henblik på investering i sådanne ordninger

f)

en alternativ investeringsfond (AIF), der forvaltes af en FAIF som defineret i artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/61/EU, eller en AIF, der er underkastet tilsyn i henhold til gældende national ret

g)

et investeringsinstitut, jf. artikel 1, stk. 2, i direktiv 2009/65/EF

h)

en central modpart som defineret i artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (12)

i)

en værdipapircentral som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 (13)

a)

den samme betaling eller de samme udgifter eller tab fradrages i både den medlemsstat, som betalingen stammer fra, hvor udgifterne er pådraget, eller tabene er lidt, og i en anden medlemsstat (»dobbelt fradrag«), eller

b)

en betaling fradrages i den medlemsstat, som betalingen stammer fra, mens samme betaling ikke medregnes skattemæssigt i den anden medlemsstat (»fradrag uden medregning«).

a)

en enhed, der har tilladelse eller er forpligtet til at anvende reglerne på vegne af en koncern som defineret i henhold til national skatteret

b)

en enhed i en koncern som defineret i henhold til national skatteret, som ikke skattemæssigt konsoliderer sine medlemmers resultater.

a)

til fradrag af overstigende låneomkostninger op til 3 000 000 EUR

b)

til fuldt fradrag af overstigende låneomkostninger, hvis skattesubjektet er en selvstændig enhed.

a)

lån, som er optaget inden den 17. juni 2016, men undtagelsen omfatter ikke efterfølgende ændringer af sådanne lån

b)

lån, som anvendes til finansiering af et langsigtet offentligt infrastrukturprojekt, hvor den projektansvarlige, låneomkostningerne, aktiverne og indtægterne alle befinder sig i Unionen.

a)

fuldt fradrag af sine overstigende låneomkostninger, hvis det kan påvise, at dets egenkapitalandel i forhold til dets samlede aktiver svarer til eller er højere end koncernens tilsvarende egenkapitalandel, og på følgende betingelser:

eller

b)

fradrag af overstigende låneomkostninger til et beløb, der overstiger det beløb, som det i henhold til stk. 1 ville have ret til at fradrage. Denne højere grænse for retten til fradrag af overstigende låneomkostninger vedrører i regnskabsmæssig henseende den koncern, som skattesubjektet er medlem af, og beregnes i to trin:

a)

fremførsel, uden tidsbegrænsning, af overstigende låneomkostninger, som i henhold til stk. 1-5 ikke kan fradrages i den indeværende skatteperiode

b)

fremførsel, uden tidsbegrænsning, og tilbageførsel, i højst tre år, af overstigende låneomkostninger, som i henhold til stk. 1-5 ikke kan fradrages i den indeværende skatteperiode, eller

c)

fremførsel, uden tidsbegrænsning, af overstigende låneomkostninger og, i højst fem år, af uudnyttet rentefradragskapacitet, som i henhold til stk. 1-5 ikke kan fradrages i den indeværende skatteperiode.

a)

et skattesubjekt overfører aktiver fra sit hovedsæde til sit faste driftssted i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, for så vidt som den medlemsstat, hvor hovedsædet er beliggende, på grund af overførslen ikke længere har ret til at beskatte de overførte aktiver

b)

et skattesubjekt overfører aktiver fra sit faste driftssted i en medlemsstat til sit hovedsæde eller et andet fast driftssted i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, for så vidt som den medlemsstat, hvor det faste driftssted er beliggende, på grund af overførslen ikke længere har ret til at beskatte de overførte aktiver

c)

et skattesubjekt flytter sit skattemæssige hjemsted til en anden medlemsstat eller til et tredjeland, med undtagelse af de aktiver der i praksis reelt forbliver knyttet til et fast driftssted i den første medlemsstat

d)

et skattesubjekt overfører den virksomhed, som dets faste driftssted viderefører, fra en medlemsstat til en anden medlemsstat eller til et tredjeland, for så vidt som den medlemsstat, hvor det faste driftssted er beliggende, på grund af overførslen ikke længere har ret til at beskatte de overførte aktiver.

a)

et skattesubjekt overfører aktiver fra sit hovedsæde til sit faste driftssted i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, som er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-aftalen)

b)

et skattesubjekt overfører aktiver fra sit faste driftssted i en medlemsstat til sit hovedsæde eller et andet fast driftssted i en anden medlemsstat eller et tredjeland, som er part i EØS-aftalen

c)

et skattesubjekt flytter sit skattemæssige hjemsted til en anden medlemsstat eller til et tredjeland, som er part i EØS-aftalen

d)

et skattesubjekt overfører den virksomhed, som dets faste driftssted viderefører, til en anden medlemsstat eller et tredjeland, som er part i EØS-aftalen.

a)

de overførte aktiver eller den virksomhed, der videreføres af skattesubjektets faste driftssted, sælges eller afhændes på anden måde

b)

de overførte aktiver overføres efterfølgende til et tredjeland

c)

skattesubjektets skattemæssige hjemsted eller den virksomhed, der videreføres af dets faste driftssted, flyttes efterfølgende til et tredjeland

d)

skattesubjektet går konkurs eller afvikles

e)

skattesubjektet opfylder ikke sine forpligtelser i forbindelse med afdrag og bringer ikke sin situation i overensstemmelse med reglerne inden for et rimeligt tidsrum, der ikke må overstige 12 måneder.

a)

skattesubjektet har, hvis der er tale om enhed, selv eller sammen med sine tilknyttede selskaber en direkte eller indirekte interesse på mere end 50 % af stemmerettighederne eller ejer direkte eller indirekte mere end 50 % af kapitalen eller har ret til at modtage mere end 50 % af overskuddet i denne enhed, og

b)

den reelle selskabsskat, som enheden eller det faste driftssted har betalt af sit overskud, er lavere end forskellen mellem den selskabsskat, der ville være blevet pålagt enheden eller det faste driftssted i henhold til det gældende selskabsskattesystem i skattesubjektets medlemsstat, og den reelle selskabsskat, som enheden eller det faste driftssted har betalt af sit overskud.

a)

enhedens ikkeudloddede indkomst eller indkomst fra det faste driftssted, der stammer fra følgende kategorier:

Dette litra finder ikke anvendelse, når det kontrollerede udenlandske selskab viderefører en væsentlig økonomisk aktivitet, der understøttes af personale, udstyr, aktiver og lokaler, som det fremgår af de relevante faktiske forhold og omstændigheder.

Hvis det kontrollerede udenlandske selskab er hjemmehørende eller beliggende i et tredjeland, der ikke er part i EØS-aftalen, kan medlemsstaterne beslutte at undlade at anvende foregående afsnit,

eller

b)

enhedens ikkeudloddede indkomst eller indkomst fra faste driftssteder, der hidrører fra arrangementer, der ikke er reelle, og som udelukkende er oprettet med det hovedformål at opnå en skattefordel.

I forbindelse med dette litra betragtes et arrangement eller en serie af arrangementer som ikkereelle, i det omfang enheden eller det faste driftssted ikke ville eje aktiverne eller ikke ville have påtaget sig den risiko, der genererer alle eller dele af dens indkomst, hvis den ikke havde været kontrolleret af et selskab, hvor de ledelsesopgaver, som vedrører disse aktiver og risici, varetages og er medvirkende til skabelsen af den kontrollerede enheds indkomst.

a)

med et regnskabsmæssigt overskud på højst 750 000 EUR og ikkedriftsmæssige indtægter på højst 75 000 EUR eller

b)

hvis regnskabsmæssige overskud udgør højst 10 % af enhedens eller det faste driftssteds driftsomkostninger for den pågældende skatteperiode.

19.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 193/15

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 1183/2005 (2) gives afgørelse 2010/788/FUSP virkning, og der indføres visse foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo, herunder ved at indefryse deres aktiver.

(2)

Ved De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 2293 (2016) af 21. juni 2016 ændredes kriterierne for, hvilke personer og enheder der skal være omfattet af de restriktive foranstaltninger, der er fastlagt i punkt 9 og 11 i De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1807 (2008) og udvidedes bestemmelser vedrørende våbenembargoen. Rådet besluttede ved Rådets afgørelse (FUSP) 2016/1173 (3) at udvide kriteriernes anvendelsesområde tilsvarende.

(3)

Det er derfor nødvendigt at indføre lovgivning på EU-plan for at give den virkning, navnlig for at sikre, at de økonomiske aktører i alle medlemsstater anvender den på samme måde.

(4)

Forordning (EF) nr. 1183/2005 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

I artikel 1b, stk. 1, tilføjes følgende litra:

2)

Artikel 2a, stk. 1, ændres således:

19.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 193/17

(1)

I henhold til artikel 125 i forordning (EU) nr. 1308/2013 skal sukkerroeavlere og sukkervirksomheder indgå skriftlige brancheaftaler. I bilag XI til nævnte forordning er der fastsat visse købsbetingelser for sukkerroer indtil udgangen af produktionsåret 2016/17, mens betingelserne fra den 1. oktober 2017, hvor kvoteordningen udløber, er fastsat i samme forordnings bilag X.

(2)

For at tage hensyn til de særlige forhold i sukkersektoren og sektorens forventede udvikling i perioden efter kvoteordningens udløb bør de i bilag X omhandlede købsbetingelser for sukkerroer ændres.

(3)

Fra den 1. oktober 2017 skal roesukkersektoren tilpasse sig kvoteordningens udløb, herunder udløbet af minimumsprisen for sukkerroer og af reguleringen af indenlandske produktionsmængder. Der er derfor behov for en klar retlig ramme for denne overgang fra en stærkt reguleret sektor til en sektor, der er mere liberaliseret. Avlerne og sukkervirksomhederne har anmodet om yderligere retssikkerhed, for så vidt angår de gældende bestemmelser vedrørende ordninger for værdideling, herunder deling af markedsbonusser og -tab på grundlag af relevante markedspriser.

(4)

Unionens forsyningskæde for roesukker er kendetegnet ved mange hovedsagelig små sukkerroeavlere og et begrænset antal hovedsagelig store sukkervirksomheder. Eftersom leverandørerne af sukkerroer har brug for at planlægge og organisere deres roeforsyninger til sukkerfabrikkerne i de perioder, hvor sukkerroerne høstes, er det i avlernes interesse at forhandle visse betingelser på plads, for så vidt angår værdidelingsklausuler med henblik på de berørte virksomheders køb af sukkerroer. Dette er et naturligt led i forsyningskæden for sukker, der fortsat vil bestå, uafhængigt af om der findes en kvoteordning eller ej. De værdidelingsklausuler, der er omhandlet i punkt XI i bilag XI til forordning (EU) nr. 1308/2013, gør det i øjeblikket muligt for sukkerroeavlere og sukkervirksomheder at sikre deres forsyninger gennem foruddefinerede købsbetingelser, så de deler de indtægter og udgifter, der genereres af forsyningskæden, på en måde, der er til gavn for sukkerroeavlerne. En anden fordel ved værdideling er, at prissignalerne på markedet sendes direkte til avlerne.

(5)

Sektorens forventede udvikling i perioden efter kvoteordningens udløb og de relativt lave sukkerpriser, der er konstateret for nylig, vil næppe føre til, at der kommer nye virksomheder, der forarbejder roesukker, ind på markedet, fordi de investeringer, der er nødvendige for at skabe en facilitet til sukkerforarbejdning, vil kræve, at sukkerprisen er højere end den markedspris, der forudses for de næste produktionsår, for at det kan være rentabelt. Kommissionen forudser, at priserne på mellemlangt sigt snarere vil falde efter kvoteordningens udløb. Den nuværende struktur i EU's sukkerindustri, herunder forholdet mellem sukkerroeavlerne og sukkervirksomhederne, forventes at fortsætte i produktionsårene efter afskaffelsen af kvoteordningen, da tilgangen af nye virksomheder formodentlig vil være meget begrænset.

(6)

Såfremt værdidelingsklausulerne ikke opretholdes, kan det bringe sukkerroeavlernes position i fødevarekæden i fare. Hvis sukkerroeavlerne mister muligheden for at forhandle værdidelingsklausuler på plads, kan det, navnlig i en situation med lave priser, stille dem i en økonomisk meget dårlig position.

(7)

Begrundelsen for at ændre bilag X til forordning (EU) nr. 1308/2013, så det er muligt at forhandle værdidelingsklausuler på plads, er derfor stadig relevant. Som følge heraf vil der efter den 1. oktober 2017 fortsat være behov for at kunne forhandle sådanne klausuler på plads.

(8)

For at lette forhandlingerne om værdidelingsklausulerne bør sådanne forhandlinger kun kunne finde sted mellem en enkeltstående virksomhed og dens nuværende eller potentielle leverandører.

(9)

For at sikre en fleksibel forhandlingsprocedure bør indførelsen af en værdidelingsklausul være frivillig.

(10)

Bilag X til forordning (EU) nr. 1308/2013 bør derfor ændres —

19.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 193/19

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 1796/1999 (2) indførte Rådet en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina. Efter to udløbsundersøgelser i henhold til artikel 11, stk. 2, i grundforordningen »blev antidumpingforanstaltningerne opretholdt ved Rådets forordning (EF) nr. 1858/2005 (3) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012 (4).

(2)

Ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 400/2010 (5) udvidede Rådet antidumpingtolden på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina til også at omfatte importen af samme vare afsendt fra Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i Republikken Korea eller ej, efter en antiomgåelsesundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 13. Ved samme forordning blev visse koreanske eksporterende producenter fritaget for de pågældende udvidede foranstaltninger.

(3)

De gældende foranstaltninger er en antidumpingtold indført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012 på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina, som blev udvidet til også at omfatte importen af tovværk og kabler af stål afsendt fra bl.a. Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i Republikken Korea eller ej, senest ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/90 (6) (»de gældende foranstaltninger«). Import til Unionen af den undersøgte vare afsendt fra Republikken Korea er pålagt en told på 60,4 %, med undtagelse af varer fremstillet af virksomheder, der er fritaget for told.

(4)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) modtog en anmodning om fritagelse for antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, som blev udvidet til at omfatte importen af tovværk og kabler af stål afsendt fra Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i Republikken Korea eller ej, i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 4, og artikel 13, stk. 4.

(5)

Anmodningen blev indgivet den 7. september 2015 af Daechang Steel Co. Ltd (»ansøgeren«) — en eksporterende producent af tovværk og kabler af stål i Republikken Korea (»det pågældende land«) — og var begrænset til ansøgeren.

(6)

Ansøgeren fremlagde umiddelbare beviser for, at denne ikke eksporterede den undersøgte vare til Unionen i den undersøgelsesperiode, som blev anvendt i den undersøgelse, som førte til de udvidede foranstaltninger (1. juli 2008-30. juni 2009), at denne ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksporterende producenter af den undersøgte vare, som er pålagt den gældende antidumpingtold, at denne ikke har omgået de foranstaltninger, som finder anvendelse på tovværk og kabler af stål med oprindelse i Kina, og at denne har indgået en uigenkaldelig kontraktlig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde til Unionen.

(7)

Efter at have undersøgt de af ansøgeren fremlagte beviser og efter at have hørt medlemsstaterne og efter at have givet EU-erhvervsgrenen mulighed for at fremsætte bemærkninger indledte Kommissionen undersøgelsen den 26. november 2015 ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/2179 (7). Derudover pålagde Kommissionen i henhold til artikel 3 i nævnte forordning toldmyndighederne at træffe de nødvendige foranstaltninger til at registrere import af den undersøgte vare afsendt fra Republikken Korea og produceret og solgt til eksport til Unionen af ansøgeren, jf. grundforordningens artikel 14, stk. 5.

(8)

Den undersøgte vare er tovværk og kabler af stål, herunder lukkede tove, med undtagelse af tovværk og kabler af rustfrit stål, med største tværmål over 3 mm, afsendt fra Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i Republikken Korea eller ej (»den undersøgte vare«), i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7312 10 81, ex 7312 10 83, ex 7312 10 85, ex 7312 10 89 og ex 7312 10 98 (Taric-kode 7312108113, 7312108313, 7312108513, 7312108913 og 7312109813).

(9)

Rapporteringsperioden omfattede perioden fra den 1. oktober 2014 til den 30. september 2015. Der blev indsamlet data fra 2008 til udgangen af rapporteringsperioden (»undersøgelsesperioden«).

(10)

Kommissionen underrettede officielt ansøgeren samt repræsentanterne for Republikken Korea om, at der ville blive indledt en fornyet undersøgelse. Interesserede parter blev opfordret til at tilkendegive deres synspunkter og blev underrettet om muligheden for at anmode om en høring. Der blev ikke modtaget anmodninger.

(11)

Kommissionen sendte et spørgeskema til ansøgeren og modtog en besvarelse inden for den fastsatte frist. Kommissionen indhentede og efterprøvede på stedet alle de oplysninger, som den anså for nødvendige til den fornyede undersøgelse. Der blev aflagt et kontrolbesøg hos ansøgeren.

(12)

Kommissionen undersøgte, om betingelserne for at indrømme en fritagelse i henhold til artikel 11, stk. 4, og artikel 13, stk. 4, var opfyldt, dvs.:

(13)

Undersøgelsen bekræftede, at ansøgeren ikke havde eksporteret den undersøgte vare til Unionen i undersøgelsesperioden for den antiomgåelsesundersøgelse, der førte til de udvidede foranstaltninger, dvs. perioden fra den 1. juli 2008 til den 30. juni 2009. Ansøgerens første eksport af den undersøgte vare fandt sted efter udvidelsen af foranstaltningerne til at omfatte Republikken Korea, nærmere bestemt i anden halvdel af 2015.

(14)

Dernæst bekræftede undersøgelsen, at ansøgeren ikke var forretningsmæssigt forbundet med nogen kinesiske eksportører eller producenter, der var omfattet af de antidumpingforanstaltninger, som blev indført ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012.

(15)

Endvidere bekræftede undersøgelsen, at ansøgeren virkelig er producent af den undersøgte vare og ikke involveret i omgåelsespraksis. Ansøgeren køber indenlandsk produceret valsetråd af stål og bestanddele (såsom zink og bly), men importerer også valsetråd af stål fra Folkerepublikken Kina, som derefter dekaperes, trækkes, galvaniseres, trækkes igen, slås og samles i virksomheden i Republikken Korea. Den færdige vare sælges på hjemmemarkedet og eksporteres også til USA, Asien og Unionen.

(16)

Produktionsvirksomheden kan betragtes som en samle- eller færdiggørelsesproces. Artikel 13, stk. 2, i grundforordningen fastlægger, på hvilke betingelser en samleproces anses for at indebære omgåelse af foranstaltningerne. I henhold til nævnte artikels litra b) er det en betingelse, at de pågældende dele udgør mindst 60 % af den samlede værdi af de dele, der indgår i den samlede vare. I løbet af undersøgelsen blev det fastslået, at andelen af kinesiske råvarer anvendt af ansøgeren lå betydelig under tærsklen på 60 %, jf. grundforordningens artikel 13, stk. 2, litra b). Procentandelen af anvendte kinesiske dele (råvarer) var på 38 %. Hvis tærsklen overskrides, tilsiger artikel 13, stk. 2, litra b), at det fastslås, om værditilvæksten på 25 % er nået (»værditilvæksttesten«). Tærsklen på 60 % af den samlede værdi af delene var ikke overskredet. Det var derfor ud fra de aktuelle omkostninger i rapporteringsperioden ikke nødvendigt at fastslå, hvorvidt værditilvæksttærsklen på 25 % blev nået, jf. grundforordningens artikel 13, stk. 2, litra b).

(17)

Ansøgeren indledte produktionen af den undersøgte vare i midten af 2015. På grund af de ekstraordinære produktionsomkostninger i produktionens startfase blev der foretaget en anden beregning ud fra standardproduktionsomkostninger (eksklusive startomkostninger og i forventning om en høj kapacitetsudnyttelsesgrad). Det blev fastslået, at andelen af råvarer med oprindelse i Kina på det tidspunkt udgjorde over 60 % af den samlede værdi af delene i den endelige vare (69 %). Det var derfor nødvendigt at foretage værditilvæksttesten, jf. grundforordningens artikel 13, stk. 2. Testen viste, at værditilvæksten til de importerede dele fra Kina lå betydeligt over tærsklen på 25 % af produktionsomkostningerne, jf. grundforordningens artikel 13, stk. 2, litra b). Derfor anses ansøgerens produktionsvirksomhed ikke for at indebære omgåelse i den i grundforordningens artikel 13, stk. 2, fastlagte betydning.

(18)

Endelig bekræftede undersøgelsen, at ansøgeren ikke købte den undersøgte færdige vare fra Folkerepublikken Kina med henblik på videresalg eller omladning til Unionen, og at virksomheden kunne retfærdiggøre al sin eksport i rapporteringsperioden.

(19)

I lyset af de resultater, der er kommet frem i betragtning 13-18, konkluderer Kommissionen, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive indrømmet en fritagelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 4, og artikel 13, stk. 4.

(20)

Ovenstående resultater blev fremlagt for ansøgeren og EU-erhvervsgrenen, som fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger. Ansøgeren bemærkede, at denne var enig i Kommissionens konklusioner Der blev ikke modtaget yderligere bemærkninger.

(21)

I overensstemmelse med ovenstående konklusioner bør ansøgeren opføres på listen over virksomheder, der er fritaget for den antidumpingtold, der blev indført ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012.

(22)

Som fastsat i artikel 1, stk. 2, i forordning (EU) nr. 400/2010 er anvendelsen af fritagelsen betinget af, at der over for medlemsstaternes toldmyndigheder fremlægges en gyldig handelsfaktura, der overholder kravene i bilaget til nævnte forordning. Hvis en sådan faktura ikke fremlægges, finder antidumpingtolden fortsat anvendelse.

(23)

Derudover er fritagelsen for de udvidede foranstaltninger, som importen af kabler og tovværk af stål fremstillet af ansøgeren indrømmes, jf. grundforordningens artikel 13, stk. 4, fortsat gyldig på betingelse af, at det af den endelige konstatering af de faktiske omstændigheder fremgår, at fritagelsen er berettiget. Skulle andet fremgå af nye umiddelbare beviser, kan Kommissionen indlede en undersøgelse for at fastslå, om det er berettiget at trække fritagelsen tilbage.

(24)

Fritagelsen for de udvidede foranstaltninger vedrørende importen af tovværk og kabler af stål fremstillet af ansøgeren indrømmes på grundlag af konklusionerne i denne fornyede undersøgelse. Denne fritagelse omfatter derfor alene importen af tovværk og kabler af stål afsendt fra Republikken Korea og fremstillet af ovennævnte specifikke juridiske enhed. Import af tovværk og kabler af stål, der er fremstillet af enhver anden virksomhed, som ikke specifikt er nævnt i artikel 1, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012 ved navn, herunder enheder, der er forretningsmæssigt forbundet med de specifikt nævnte, bør ikke nyde godt af fritagelsen og bør være omfattet af den resttold, der blev indført ved nævnte forordning.

(25)

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012, senest ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/90, bør ændres med henblik på at opføre Daechang Steel Co. Ltd. i tabellen i artikel 1, stk. 4.

(26)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved forordning (EF) nr. 1225/2009, artikel 15, stk. 1 —

19.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 193/25

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

19.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 193/27

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 341/2007 (2) blev der åbnet årlige toldkontingenter for import af hvidløg.

(2)

De mængder, som er omfattet af A-importlicensansøgninger indgivet i de første syv kalenderdage af juli 2016 for delperioden 1. september 2016-30. november 2016 overstiger for visse kontingenters vedkommende de mængder, der står til rådighed. Det bør derfor fastsættes, i hvilket omfang der kan udstedes A-importlicenser, idet der fastsættes en fordelingskoefficient, som skal anvendes på de mængder, der er ansøgt om, og som beregnes i henhold til artikel 7, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1301/2006 (3).

(3)

For at sikre at foranstaltningen virker effektivt, bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

19.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 193/29

(1)

Rammeaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Republikken Indonesien på den anden side (1) om et omfattende partnerskab og samarbejde (»aftalen«) trådte i kraft den 1. maj 2014.

(2)

I overensstemmelse med aftalens artikel 41 blev der nedsat et blandet udvalg for bl.a. at sikre, at aftalen fungerer og gennemføres korrekt (»det blandede udvalg«).

(3)

For at bidrage til en effektiv gennemførelse af aftalen bør forretningsordenen for det blandede udvalg vedtages.

(4)

I henhold til aftalens artikel 41 kan det blandede udvalg nedsætte specialiserede arbejdsgrupper til at bistå det med varetagelsen af sine opgaver.

(5)

Derfor bør den holdning, som Unionen skal indtage i det blandede udvalg for så vidt angår vedtagelse af det blandede udvalgs forretningsorden og nedsættelsen af specialiserede arbejdsgrupper, baseres på de udkast til det blandede udvalgs afgørelser, der er knyttet til nærværende afgørelse —

a)

vedtagelse af det blandede udvalgs forretningsorden og

b)

nedsættelse af specialiserede arbejdsgrupper,

19.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 193/38

(1)

Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (2) (»EØS-aftalen«) trådte i kraft den 1. januar 1994.

(2)

I henhold til artikel 98 og navnlig artikel 102 i EØS-aftalen kan Det Blandede EØS-Udvalg beslutte at ændre blandt andet bilag IX til EØS-aftalen, der indeholder bestemmelser om finansielle tjenesteydelser.

(3)

Følgende retsakter vedrører finansielle tjenesteydelser og skal indarbejdes i EØS-aftalen:

(4)

Bilag IX til EØS-aftalen bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(5)

Den holdning, som Unionen skal indtage i Det Blandede EØS-Udvalg, bør derfor baseres på de udkast til afgørelser, der er knyttet til nærværende afgørelse —