(1)

Gennemsigtighed er afgørende for et velfungerende indre marked. Kommissionen har i sin meddelelse af 27. oktober 2015 med titlen »Kommissionens arbejdsprogram for 2016 — Tiden er ikke til »business as usual«« og af 16. december 2014 med titlen »Kommissionens arbejdsprogram 2015 — En ny start« udpeget behovet for at imødekomme unionsborgernes opfordring til fairness og gennemsigtighed og behovet for, at Unionen fremstår som et globalt forbillede som en prioritet. Det er afgørende, at bestræbelserne på at opnå større gennemsigtighed tager hensyn til gensidighed mellem konkurrenter.

(2)

I sin beslutning af 26. marts 2019 (3) fremhævede Europa-Parlamentet behovet for ambitiøs offentlig landeopdelt rapportering som et redskab til at øge virksomhedsgennemsigtighed og øge offentlig indsigt. Parallelt med arbejdet i Rådet for at bekæmpe selskabsskatteundgåelse er der brug for øget offentlig indsigt i den selskabsskat, der betales af multinationale virksomheder, der udfører aktiviteter i Unionen, for yderligere at fremme virksomhedsgennemsigtighed og -ansvar og dermed bidrage til vore samfunds velfærd. En sådan indsigt er også nødvendig for at fremme en mere velfunderet offentlig debat, navnlig om i hvilken grad visse multinationale virksomheder, der er aktive i Unionen, overholder skattereglerne og konsekvenserne af overholdelsen af skattereglerne for realøkonomien. Fastsættelsen af fælles regler om gennemsigtighed i selskabsbeskatningen vil også tjene almene økonomiske interesser ved at give ensartede garantier i hele Unionen med hensyn til beskyttelse af investorer, kreditorer og andre tredjeparter generelt og dermed bidrage til at genoprette unionsborgernes tillid til de nationale skattesystemers fairness. En sådan offentlig indsigt kan opnås ved hjælp af en rapport om selskabsskatteoplysninger, uanset hvor den øverste modervirksomhed i en multinational koncern er etableret.

(3)

Offentlig landeopdelt rapportering er et effektivt og hensigtsmæssigt værktøj til at øge gennemsigtigheden vedrørende multinationale virksomheders aktiviteter og til at give offentligheden mulighed for at vurdere disse aktiviteters indvirkning på realøkonomien. Det forbedrer også aktionærers mulighed for korrekt at evaluere de risici, som virksomheder tager, fører til investeringsstrategier baseret på nøjagtige oplysninger og styrker beslutningstageres mulighed for at vurdere effektiviteten og virkningen af national lovgivning. Offentlig indsigt bør ske uden at skade investeringsklimaet i Unionen eller konkurrenceevnen for EU-virksomheder, herunder små og mellemstore virksomheder som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU (4).

(4)

Offentlig landeopdelt rapportering vil sandsynligvis også have en positiv indvirkning på arbejdstagernes ret til information og høring som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF (5) og, gennem øget viden om virksomhedernes aktiviteter, på kvaliteten af den dialog, der finder sted i virksomhederne.

(5)

Efter Det Europæiske Råds konklusioner af 22. maj 2013 blev der indført en revisionsklausul i direktiv 2013/34/EU. Denne revisionsklausul pålagde Kommissionen at overveje muligheden for at indføre et krav til store virksomheder i yderligere erhvervssektorer om hvert år at udarbejde en landeopdelt rapport under hensyntagen til udviklingen i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og resultaterne af relaterede europæiske initiativer.

(6)

Unionen har allerede indført offentlig landeopdelt rapportering for banksektoren ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (6) samt for udvindingsindustrien og skovbruget ved direktiv 2013/34/EU.

(7)

Med indførelsen af offentlig landeopdelt rapportering ved dette direktiv bliver Unionen en global leder med hensyn til at fremme finansiel gennemsigtighed og virksomhedsgennemsigtighed.

(8)

Mere gennemsigtighed i offentliggørelsen af finansielle oplysninger vil være til gavn for alle, da civilsamfundet vil blive mere involveret, de ansatte bedre informeret og investorerne mindre risikosky. Desuden vil virksomheder nyde godt af bedre forbindelser med interessenter, hvilket vil føre til større stabilitet, samt til lettere adgang til finansiering som følge af en klarere risikoprofil og et forbedret omdømme.

(9)

Kommissionen definerede i sin meddelelse af 25. oktober 2011 med titlen »En ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar« virksomheders sociale ansvar som virksomheders ansvar for deres indvirkning på samfundet. Virksomheders sociale ansvar bør styres af virksomhederne. Offentlige myndigheder kan spille en støttende rolle gennem en intelligent blanding af frivillige politiske foranstaltninger og, hvor det er nødvendigt, supplerende regulering. Virksomheder kan gå længere end blot at overholde reglerne og blive socialt ansvarlige ved at integrere yderligere sociale, miljømæssige eller etiske hensyn, forbrugerhensyn eller menneskeretlige hensyn i deres forretningsstrategier og -aktiviteter.

(10)

Offentligheden bør kunne få indsigt i en koncerns samlede aktiviteter, hvis koncernen har visse typer af enheder etableret i Unionen. For koncerner, der kun udøver aktiviteter inden for Unionen gennem dattervirksomheder eller filialer, bør disse dattervirksomheder og filialer offentliggøre rapporten om den øverste modervirksomhed og gøre den tilgængelig. Hvis disse oplysninger eller rapporten ikke er til rådighed, eller hvis den øverste modervirksomhed ikke stiller alle de nødvendige oplysninger til rådighed for dattervirksomhederne eller filialerne, bør dattervirksomhederne og filialerne udarbejde. offentliggøre og tilgængeliggøre en rapport om selskabsskatteoplysninger, der indeholder alle de oplysninger, de er i besiddelse af, har indhentet eller erhvervet, og en erklæring om, at deres øverste modervirksomhed ikke stillede de nødvendige oplysninger til rådighed. Af hensyn til proportionalitet og effektivitet bør forpligtelsen til at offentliggøre rapporten om selskabsskatteoplysninger og gøre den tilgængelig imidlertid begrænses til mellemstore og store dattervirksomheder, der er etableret i Unionen, og til filialer af en sammenlignelig størrelse, der er oprettet i Unionen. Anvendelsesområdet for direktiv 2013/34/EU bør derfor udvides til også at omfatte filialer, som er oprettet i en medlemsstat af en virksomhed, der er etableret uden for Unionen, og som har en retlig form, der kan sammenlignes med de virksomhedsformer, der er anført i bilag I til direktiv 2013/34/EU. Filialer, der er blevet lukket som omhandlet i artikel 37, litra k), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 (7), bør ikke længere være underlagt rapporteringsforpligtelserne fastsat i nærværende direktiv.

(11)

Multinationale koncerner og, hvor det er relevant, visse separate virksomheder bør offentliggøre en rapport om selskabsskatteoplysninger, hvor de overstiger en vis størrelse med hensyn til omsætningens beløb i en periode på to regnskabsår i træk, afhængigt af koncernens konsoliderede omsætning eller den separate virksomheds omsætning. Tilsvarende bør en sådan forpligtelse ophøre med at gælde, hvor disse omsætninger ikke længere overstiger det relevante beløb i en periode på to regnskabsår i træk. I sådanne tilfælde bør den multinationale koncern eller den separate virksomhed stadig være underlagt forpligtelsen til at rapportere om det første regnskabsår efter det seneste regnskabsår, hvor dens omsætning oversteg det relevante beløb. En sådan multinational koncern eller separat virksomhed bør underlægges rapporteringsforpligtelsen igen, når dens omsætning på ny overstiger det relevante beløb i en periode på to regnskabsår i træk. I betragtning af den brede vifte af regnskabsmæssige begrebsrammer, som regnskaber kan overholde, og med henblik på at fastlægge anvendelsesområdet bør »omsætning« for virksomheder, der er underlagt en medlemsstats lovgivning, have samme betydning som »nettoomsætning« og forstås i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale regnskabsmæssige begrebsramme. Artikel 43, stk. 2, litra c), i Rådets direktiv 86/635/EØF (8) og artikel 66, stk. 2, i Rådets direktiv 91/674/EØF (9) indeholder definitioner vedrørende fastlæggelsen af henholdsvis et kreditinstituts eller et forsikringsselskabs nettoomsætning. For andre virksomheder bør omsætningen vurderes i overensstemmelse med den regnskabsmæssige begrebsramme, der ligger til grund for udarbejdelsen af deres regnskaber. Med henblik på indholdet af rapporten om selskabsskatteoplysninger bør en anden definition af omsætning dog finde anvendelse.

(12)

For at undgå dobbeltrapportering for banksektoren bør øverste modervirksomheder og separate virksomheder, der er underlagt direktiv 2013/36/EU, og som i den rapport, de udarbejder i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 89, medtager alle deres aktiviteter og i givet fald alle deres tilknyttede virksomheders aktiviteter, der indgår i deres konsoliderede regnskab, herunder aktiviteter, der ikke er omfattet af bestemmelserne i tredje del, afsnit I, kapitel 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (10), fritages fra rapporteringskravene i nærværende direktiv.

(13)

Rapporten om selskabsskatteoplysninger bør, hvor det er relevant, indeholde en liste over alle de dattervirksomheder, der er etableret i Unionen eller i skattejurisdiktioner opført i bilag I og, hvor det er relevant, i bilag II til den relevante version af Rådets konklusioner om den reviderede EU-liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, for så vidt angår det relevante regnskabsår. For at undgå at skabe en administrative byrde bør den øverste modervirksomhed kunne henholde sig til den liste over dattervirksomheder, der indgår i den øverste modervirksomheds konsoliderede regnskab. Rapporten om selskabsskatteoplysninger bør også indeholde oplysninger om alle aktiviteter i alle de tilknyttede virksomheder i koncernen konsolideret i den øverste modervirksomheds regnskaber eller, alt efter omstændighederne, oplysninger om alle aktiviteter i den separate virksomhed. Oplysningerne bør begrænses til, hvad der er nødvendigt for at muliggøre effektiv offentlig indsigt, for at sikre, at offentliggørelse ikke giver anledning til uforholdsmæssigt store risici eller ulemper for virksomheder med hensyn til konkurrenceevne eller med hensyn til misfortolkninger vedrørende de berørte virksomheder. Rapporten om selskabsskatteoplysninger bør være tilgængelig senest 12 måneder efter balancetidspunktet. Kortere frister for offentliggørelsen af regnskaber bør ikke finde anvendelse for rapporten om selskabsskatteoplysninger. De bestemmelser, der indføres ved dette direktiv, berører ikke bestemmelserne i direktiv 2013/34/EU om årsregnskaber og konsoliderede regnskaber.

(14)

For at undgå at skabe en administrative byrde bør virksomhederne, når de udarbejder en rapport om selskabsskatteoplysninger i overensstemmelse med nærværende direktiv, have ret til at fremlægge oplysningerne på grundlag af de rapporteringsinstrukser, der er fastsat i afsnit III, del B og C, i bilag III til Rådets direktiv 2011/16/EU (11). Rapporten om selskabsskatteoplysninger bør gøre rede for det anvendte system for regnskabsaflæggelse. Rapporten om selskabsskatteoplysninger kan desuden indeholde en overordnet beskrivende del, hvori eventuelle væsentlige forskelle på koncernniveau mellem den beregnede skat og den betalte skat uddybes under hensyntagen til tilsvarende beløb i de foregående regnskabsår.

(15)

Det er vigtigt at sikre, at data er sammenlignelige. Med henblik herpå bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at fastlægge en fælles skabelon og elektroniske rapporteringsformater, som bør være maskinlæsbare, for fremlæggelse af rapporten om selskabsskatteoplysninger i henhold til nærværende direktiv. I forbindelse med fastlæggelsen af denne skabelon og disse rapporteringsformater bør Kommissionen tage hensyn til de fremskridt, der er gjort med digitalisering af og adgang til oplysninger offentliggjort af virksomheder, navnlig for så vidt angår udviklingen af det fælles europæiske adgangspunkt som foreslået i dens meddelelse af 24. september 2020 med titlen »En kapitalmarkedsunion for mennesker og virksomheder — ny handlingsplan«. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (12).

(16)

For at sikre, at der er er tilstrækkeligt detaljerede oplysninger til at give borgerne mulighed for bedre at kunne vurdere de multinationale virksomheders bidrag til samfundets velfærd i hver enkelt medlemsstat, bør oplysningerne anføres pr. medlemsstat. Oplysningerne vedrørende de multinationale virksomheders aktiviteter bør desuden vises med en høj detaljeringsgrad i forbindelse med visse skattejurisdiktioner i tredjelande, der giver anledning til særlige udfordringer. For alle andre tredjelandsaktiviteter bør oplysningerne gives i samlet form, medmindre virksomheden ønsker at fremlægge mere detaljerede oplysninger.

(17)

For visse skattejurisdiktioner bør der vises oplysninger med en høj detaljeringsgrad. Rapporten om selskabsskatteoplysninger bør altid indeholde oplysninger særskilt for hver jurisdiktion, som er medtaget i bilagene til Rådets konklusioner om den reviderede EU-liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner (13) og de efterfølgende ajourføringer heraf, som specifikt godkendes to gange om året, sædvanligvis i februar og oktober, og offentliggøres i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende. Bilag I til nævnte rådskonklusioner indeholder »EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner«, mens bilag II indeholder »Status for samarbejdet med EU vedrørende de tilsagn, der er afgivet af samarbejdsvillige jurisdiktioner om at gennemføre principper for god forvaltning på skatteområdet«. For så vidt angår bilag I bør de berørte jurisdiktioner være dem, der er opført på listen den 1. marts i det regnskabsår, for hvilket rapporten om selskabsskatteoplysninger skal udarbejdes. For så vidt angår bilag II bør de berørte jurisdiktioner være dem, der er nævnt i bilag II den 1. marts i det regnskabsår, for hvilket rapporten om selskabsskatteoplysninger skal udarbejdes, og den 1. marts i det foregående regnskabsår.

(18)

Umiddelbar offentliggørelse af de data, der skal medtages i rapporten om selskabsskatteoplysninger, kan i visse tilfælde alvorligt skade en virksomheds kommercielle position. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at tillade virksomheder at udsætte offentliggørelsen af specifikke oplysninger i et begrænset antal år, forudsat at de klart oplyser om eksistensen af udsættelsen, giver en begrundet redegørelse herfor i rapporten og dokumenterer grundlaget for begrundelsen. De oplysninger, som virksomhederne udelader, bør offentliggøres i en senere rapport. Oplysninger om skattejurisdiktioner, der er anført i bilag I og II til Rådets konklusioner om den reviderede EU-liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, bør aldrig udelades.

(19)

For at styrke virksomhedsgennemsigtighed og -ansvar over for investorer, kreditorer, andre tredjeparter og offentligheden og for at sikre hensigtsmæssig forvaltning bør medlemmerne af administrations-, ledelses- og tilsynsorganerne for den øverste modervirksomhed eller den separate virksomhed, som er etableret i Unionen, og som har pligt til at udarbejde og offentliggøre rapporten om selskabsskatteoplysninger og gøre den tilgængelig, være kollektivt ansvarlige for at sikre overholdelse af rapporteringsforpligtelserne i henhold til dette direktiv. Da medlemmerne af administrations-, ledelses- og tilsynsorganerne i de dattervirksomheder, der er etableret i Unionen, og som kontrolleres af en øverste modervirksomhed, der er etableret uden for Unionen, eller den eller de personer, der har ansvaret for at opfylde offentlighedsformaliteterne for filialen, vil kunne have begrænset kendskab til indholdet af den rapport om selskabsskatteoplysninger, der er udarbejdet af den øverste modervirksomhed, eller kun i begrænset grad vil være i stand til at indhente sådanne oplysninger eller en sådan rapport fra den øverste modervirksomhed, bør det være disse medlemmers eller disse personers ansvar at sikre efter bedste overbevisning og evne, at rapporten om selskabsskatteoplysninger for den øverste modervirksomhed eller separate virksomhed er blevet udarbejdet og offentliggjort på en måde, der er i overensstemmelse med dette direktiv, eller at dattervirksomheden eller filialen i overensstemmelse med dette direktiv har udarbejdet, offentliggjort og gjort alle de oplysninger, som de er i besiddelse af, har indhentet eller har erhvervet, tilgængelige. Hvor oplysningerne eller rapporten er ufuldstændige, bør det desuden være disse medlemmers eller disse personers ansvar at offentliggøre en erklæring om, at den øverste modervirksomhed eller den separate virksomhed ikke har stillet de nødvendige oplysninger til rådighed.

(20)

For at sikre offentligt kendskab til omfanget af og overholdelsen af rapporteringsforpligtelserne indført i direktiv 2013/34/EU ved nærværende direktiv bør medlemsstaterne kræve, at revisorer og revisionsfirmaer angiver, om en virksomhed var forpligtet til at offentliggøre en rapport om selskabsskatteoplysninger og i givet fald, om denne rapport blev offentliggjort.

(21)

Medlemsstaternes forpligtelse til at fastsætte bestemmelser om sanktioner og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at disse sanktioner håndhæves i henhold til direktiv 2013/34/EU, finder anvendelse på overtrædelser af de nationale bestemmelser om visse virksomheders og filialers offentliggørelse af selskabsskatteoplysninger, der vedtages i medfør af nærværende direktiv.

(22)

Dette direktiv tager sigte på at øge virksomhedsgennemsigtighed og skabe større gennemsigtighed og offentlig indsigt i selskabsskatteoplysninger ved at tilpasse den eksisterende retlige ramme for selskabers forpligtelser til at offentliggøre rapporter til beskyttelse af såvel selskabsdeltageres som tredjemands interesser som omhandlet i artikel 50, stk. 2, litra g), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Som Domstolen fastslog i sag C-97/96 Verband Deutsche Daihatsu-Händler (14), tales der navnlig i artikel 50, stk. 2, litra g), i TEUF generelt om at beskytte »tredjemands« interesser uden at sondre mellem eller udelukke kategorier af tredjemænd. Udtrykket »tredjemand« er således bredere end investorer og kreditorer og omfatter andre interesserede tredjeparter, herunder konkurrenter og offentligheden. Desuden kan det mål om at gennemføre etableringsfriheden, der meget bredt formuleret er fastsat for institutionerne ved artikel 50, stk. 1, i TEUF, ikke indskrænkes ved bestemmelserne i artikel 50, stk. 2, i TEUF. Da dette direktiv kun vedrører forpligtelsen til at offentliggøre rapporter om selskabsskatteoplysninger og ikke vedrører skatteharmonisering, er artikel 50, stk. 1, i TEUF det korrekte retsgrundlag.

(23)

For at sikre et velfungerende indre marked og lige konkurrencevilkår for Unionens og tredjelandes multinationale virksomheder bør Kommissionen fortsat undersøge mulighederne for øget fairness og skattemæssig gennemsigtighed. Navnlig bør Kommissionen inden for rammerne af revisionsklausulen bl.a. undersøge, om en fuldstændig opdeling vil øge dette direktivs effektivitet.

(24)

Målet for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(25)

Dette direktiv tager højde for interesserede parters betænkeligheder vedrørende behovet for at tackle forvridninger på det indre marked uden at bringe Unionens konkurrenceevne i fare. Det bør ikke medføre en unødvendig administrativ byrde for virksomheder. Overordnet set, inden for rammerne af dette direktiv, står omfanget af de oplysninger, der skal offentliggøres, i rimeligt forhold til målet om at øge virksomhedsgennemsigtighed og offentlig indsigt. Dette direktiv overholder derfor de grundlæggende rettigheder og principperne anerkendt i navnlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(26)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(27)

Direktiv 2013/34/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —